Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
31.01.2023 | Af: Kanal Frederikshavn

Stars & Strikes kravler opad i stillingen

Den forgangne weekend bød på dobbeltkamp for bowlingklubben Stars & Strikes. Lørdag kørte holdet til Brønderslev og tog kampen op imod BK Outsiders. Søndag blev der spillet hjemmekamp mod LBC fra Nørresundby. Målet var klart. Der skulle samles så mange point sammen som muligt, så Stars & Strikes kunne spille sig væk fra sidstepladsen i 1. division.

 

Startopstillingen hos Stars & Strikes var: Nikolaj Boel Jensen og Thomas G. Larsen (double 1), Claus Jørgensen og Rasmus Hansen (double 2) samt Kim Walther Nielsen og Thomas Mølholt (double 3). Jan Boye Nielsen var med som udskifter.

Double 1 kom rigtig skidt fra start og tabte med 83 kegler. I double 2 scorede Claus 200, mens Rasmus scorede 226, hvilket gav en sejr på 11 kegler. Double 3 ville også lege med, så Kim scorede 235 og Mølholt scorede 225. Double 3 vandt dermed med 32 kegler. Desværre tog BK Outsiders de to bonuspoint for flest samlede kegler, så stillingen var 4-4 efter første serie.

Inden starten på 2. serie blev Jan skiftet ind i stedet for Nikolaj. Double 1 forbedrede sit spil, men tabte alligevel med 41 kegler. Rasmus lavede en solid score på 258 i double 2, men det var desværre ikke nok, da doublen blev tabt med 23 kegler. Mølholt var også brandvarm og scorede 259 i double 3. Men igen vandt BK Outsiders – denne gang med 31 kegler. Nul point til Stars & Strikes, selvom holdet væltede flere kegler end i 1. serie. BK Outsiders førte nu 12-4.

Nikolaj blev skiftet ind i stedet for Jan. Larsen var efterhånden blevet spillet varm og scorede 202. Alligevel tabte double 1 med hele 112 kegler. Double 2 tabte med 36 kegler. I double 3 scorede Mølholt 210 og doublen vandt med 15 kegler. To point til Stars & Strikes, som nu var bagud 18-6.

I 4. serie gik dampen af BK Outsiders, som dog havde én spiller, der scorede 259 og dermed sikrede fire point til hjemmeholdet i form af en doublesejr samt bonuspoint for flest samlede kegler. De to andre doubler blev vundet af Stars & Strikes, som også kunne sætte fire point ind på kontoen. Mølholt scorede 226 og Claus lavede en serie på 205. BK Outsiders førte 22-10.

Jan blev skiftet ind i stedet for Nikolaj inden 5. serie. Med en lidt højere effektivitet kunne denne serie have givet otte point til Stars & Strikes, som dog måtte nøjes med to point. Double 3 vandt med tre kegler efter endnu en 200-serie af Mølholt (214). Til gengæld måtte double 1 se sig slået med 11 kegler – én enkelt opsamling mere, og resultatet havde været et helt andet. Double 2 tabte med 36 kegler. Føring til BK Outsiders på 28-12.

Larsen lod sig udskifte til fordel for Nikolaj. Den sidste serie blev en sløj omgang, hvor BK Outsiders vandt alle otte point. Tættest på point var double 1, som kun tabte med tre kegler efter en flot score på 209 af Jan. BK Outsiders vandt dermed kampen 36-12. Stars & Strikes væltede i alt 6.787 kegler mod BK Outsiders 7.237 kegler.

Sådan spillede holdet:
Thomas Mølholt (1.314 kegler over 6 serier – snit på 219)
Rasmus Hansen (1.157 kegler over 6 serier – snit på 193)
Claus Jørgensen (1.146 kegler over 6 serier – snit på 191)
Kim Walther Nielsen (1.125 kegler over 6 serier – snit på 188)
Jan Boye Nielsen (555 kegler over 3 serier – snit på 185)
Thomas G. Larsen (874 kegler over 5 serier – snit på 175)
Nikolaj Boel Jensen (616 kegler over 4 serier – snit på 154)

Søndagens startopstilling mod LBC var: Thomas G. Larsen og Jan Boye Nielsen (double 1), Claus Jørgensen og Rasmus Hansen (double 2) samt Kim Walther Nielsen og Thomas Mølholt (double 3). Nikolaj Boel Jensen var med som udskifter.

Double 1 havde igen startvanskeligheder og tabte med 25 kegler. Double 2 første indtil slutningen af serien, hvor en række splits kostede sejren, som gik til LBC med syv kegler. Dermed fik Claus ikke megen glæde af hans score på 202. Det eneste positive ved de to snævre nederlag var, at double 3 kunne vinde fire point til holdet, hvis de vandt stort. Kim scorede 232, mens Mølholt scorede 230 og de vandt med 61 kegler, hvilket var rigeligt til bonuspointene. 4-4 efter første serie.

Nikolaj blev skiftet ind i stedet for Larsen inden starten på 2. serie. I en meget tæt kamp lykkedes det double 1 at hive to point hjem efter en sejr på ni kegler. Double 2 rendte ind i en ordentlig øretæve med et nederlag på 91 kegler, trods Claus’ score på 201. Double 3 tabte også deres kamp. LBC tog føringen med stillingen 10-6.

3. serie blev kampens bedste for Stars & Strikes. Double 1 tabte godt nok med 72 kegler, men til gengæld vandt double 3 med hele 107 kegler. Mølholt scorede 211. Double 2 vandt også komfortabelt efter en score på 223 af Claus. Halvvejs i kampen havde Stars & Strikes udlignet til 12-12.

Herefter faldt kadencen desværre igen. Lyspunktet i 4. serie var en score på 266 af Mølholt, hvilket gav en sejr til double 3 og to point på kontoen. Men i de to andre doubler kæmpede tre ud af fire spillere med scoren, og det blev til to klare nederlag. LBC tilbage i front med stillingen 18-14.

Rasmus lod sig udskifte til fordel for Larsen, som efter et par kolde kast bidrog til en sejr til double 2. Doublen blev vundet med kun fem kegler i en serie, hvor Claus scorede 204. Double 1 havde en uhyre tæt kamp, som i sidste ende endte uafgjort, og dermed ét point til hvert hold. I double 3 scorede Mølholt 206, men de var aldrig i nærheden af en sejr. Inden sidste serie førte LBC 23-17. Stars & Strikes kunne stadig nå at vinde kampen, men det ville kræve alle otte point i 6. serie.

Håbet om en sejr blev hurtigt slukket, da double 1 tabte med 113 kegler. Til gengæld vandt double 2 med 50 kegler, og double 3 vandt med 49 kegler. Dermed manglede Stars & Strikes kun 15 kegler i at have taget de to bonuspoint for flest samlede kegler. Mølholt scorede 278 og Claus scorede 227. LBC vandt dermed kampen 27-21. Stars & Strikes væltede i alt 6.755 kegler mod LBC’s 6.952 kegler.

Sådan spillede holdet:
Thomas Mølholt (1.362 kegler over 6 serier – snit på 227)
Claus Jørgensen (1.242 kegler over 6 serier – snit på 207)
Kim Walther Nielsen (1.158 kegler over 6 serier – snit på 193)
Jan Boye Nielsen (1.045 kegler over 6 serier – snit på 174)
Thomas G. Larsen (495 kegler over 3 serier – snit på 165)
Rasmus Hansen (656 kegler over 4 serier – snit på 164)
Nikolaj Boel Jensen (797 kegler over 5 serier – snit på 159)

I stillingen kravler Stars & Strikes én enkelt plads op og ligger ikke længere på sidstepladsen i 1. division.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close