28.12.2011 | Af: Teksten er redigeret af Leif Jensen
Starten på et nyt liv 2: Brevet til dem derhjemme
- Lige med ét mærker jeg tårerne presse sig på. Med ét står jeg bare og tuder.
Det her er historien om en ung mand, opvokset i Skagen og nu bosat i Frederikshavn, der efter blot to dage i krigen i Afghanistan kommer galt afsted. Den unge mand blev draget af eventyret i krigen langt væk fra de danske breddegrader. Han ønsker at fortælle sin historie, men vil i samme forbindelse gerne være anonym. Det her er anden del af historien fortalt med hans egne ord.
Historien fortsætter, hvor soldaten sammen med sit hold er ankommet til Afghanistan. De tilbringer fire lange dage i Kabul, hvor der absolut intet er at lave. Endelig skal man videre og bliver transporteret til Camp Bastion, den international militærlejr for specielt britiske og danske styrker i Helmand-provinsen. Derefter går turen videre til Amadillo, også kaldet Budvan på Hold 9. Da holdet ankommer, bliver de taget godt imod af Hold 8, som står klar med danske flag - og sådan fortsætter historien med soldatens egne ord:
Torsdag 11. februar Min delingsfører kommer over til mig og fortæller, at jeg skal skrive min sidste vilje og testamente. Det gøres normalt hjemmefra, men det havde jeg ikke lige nået i farten, da jeg skulle så hurtigt afsted.
Jeg sætter mig alene og prøver at samle mine tanker. Det er svært, meget svært. Lige med ét mærker jeg tårerne presse sig på. Med ét står jeg bare og tuder. Hvem skal bære mig, hvis jeg dør. Hvem skal have det og det. Jeg skal tage stilling til alt muligt og har ingen at spørge til råds. Det ender med, at jeg skriver, at alle penge skal gå til mine fire nevøer, når de bliver 21, hvis der skulle ske det, at jeg dør.
Det her er, hvad jeg får griflet ned:
Kære mor og far
Nu sidder jeg her flere tusinde kilometer fra jer og skal skrive dette meget svære brev. Jeg vil prøve at gøre det så godt, som jeg kan. Jeg sidder hernede i varmen og prøver på at skrive et farvelbrev. Men det er sgu ikke ret nemt, men jeg kan da skrive et par ting.
Jeg er utrolig ked af, at jeg ikke kom hjem, som jeg lovede, da vi stod i lufthavnen. Jeg elsker jer overalt på jorden. I har gjort mig til den, jeg er den dag i dag.
Det eneste, jeg egentlig vil bede jer om, er, at I altid vil holde sammen, og at far stopper med at ryge, så I har hinanden længere, end I havde mig. Jeg sidder her med tårer i mine øjne, når jeg skriver dette brev. For I betyder alt for mig, og jeg kunne ikke have haft bedre forældre.
Elsker jer kys og kram.
Jeres søn.
PS: Kys ungerne fra mig og sig, de vil forstå, hvorfor jeg valgte, som jeg gjorde, når de bliver ældre. Jeg ved godt, at penge er ikke alt, men de vil få et nemmere liv med det, der er testamenteret til dem.
Efter jeg har skrevet brevet, afleverer jeg det til vores chef, og det bliver sendt hjem til Danmark.
Afgiver din stemme
