- Jeg har en mærkelig uro i kroppen. Som om et eller andet er galt.
Det her er historien om en ung mand, opvokset i Skagen og nu bosat i Frederikshavn, der efter blot to dage i krigen i Afghanistan kommer galt afsted. Den unge mand blev draget af eventyret langt væk fra de danske breddegrader. Han ønsker at fortælle sin historie, men vil i samme forbindelse gerne være anonym. Det her er tredje del af historien fortalt med hans egne hudløst ærlige ord.
Beretningen fortsætter her, hvor soldaten for første gang skal med på patrulje som en del af Hold 9. Den unge mands rolle dernede var delingsførerens radiomand i tredje deling.
Lørdag 13. februar: Klokken er 9.00, og vi har morgenbriefing. Jeg får sat radioen på de kanaler, den skal. Får ladt geværet, og vi er klar til at gå på patrulje. Det er første tur udenfor lejren, og vi er meget opmærksomme på alt, hvad der bevæger sig. Kigger ned for hvert skridt for ikke at træde på noget.
Alle er vildt oppe og køre. Nogen vil bare skyde, mens andre er nervøse. Jeg selv har travlt med radio-kommunikationen med lejren og med delingsføreren. Alt, hvad Taliban fortæller, får jeg at vide, så jeg er helt oppe og køre på adrenalin. Jeg kalder nogle få gange vores lille fjernstyret spion-fly ind over nogle huse for at være sikker på, at der ikke ligger nogen klar til at skyde på os.
Efter et par timer går vi tilbage mod lejren, og patruljen er slut. Vi kommer tilbage og får afladt vores geværer og holder briefing om dagens patrulje.
Aftenen skrider stille frem. Alt er roligt, og folk går så småt i seng. Jeg vælger at ringe hjem til mine forældre og fortæller om dagen. Dejligt at høre deres stemmer. Jeg glemmer aldrig den nat. Nattehimlen var det flotteste i hele verden. Stjerneklart, stille, den perfekte nat.
Men jeg får næsten ingen søvn den nat. Jeg har en mærkelig uro i kroppen. Som om et eller andet er galt, og de mange indtryk fra dagen farer rundt i hovedet på mig.
Afgiver din stemme
