Starten på et nyt liv 4: Det går galt og jeg græder

Beretningen fortsætter her på anden dag i krigen i Afghanistan. Den unge mand har haft en hård nat, som bød på næsten ingen søvn. En indre uro har påvirket ham.

Søndag 14. februar:
Vi står op omkring klokken 8.00. Der er virkelig koldt. Vi får noget morgenmad. En omgang amerikansk feltration, som man meget hurtigt bliver træt af.

Vi holder morgenbriefing om dagens patrulje. Efter det trækker jeg delingsføreren til side og fortæller, at jeg ikke har sovet og har en mærkelig fornemmelse i maven. Han siger, at han selv vil tage radioen i dag, så jeg bare kan blive inde i dag. Jeg siger nej, det kan jeg ikke være bekendt og gør udstyret klar. Vores feltpræst siger et par ord, som vi alle afslutter med en bøn. Det er første gang, jeg gjorde det. Man bliver troende af at være sådan et sted.

Patruljen starter. Der går ikke 10 minutter, før vi finder den første vejsidebombe. Et par minutter senere finder vi en til. De bliver markeret, og vi går videre. Efter et par hundrede meter glemmer jeg alt om at være nervøs og koncentrerer mig om opgaven med at styre radioen som dagen før.

Vi kommer til et hus, hvor vores tolk gerne vil snakke med dem, der bor der. Vi sikrer området, imens de snakker. Pludselig kommer der en person, som virker mærkelig. Han siger, vi er på hans mark, og at vi skal gå væk. Efter et par minutter kører han væk igen, og vi har på fornemmelsen, at han er en digger. En person fra Taliban, der ser, hvor mange vi er og sådan.

Lige med et ser jeg noget mistænkeligt. Jeg beder delingsføreren iagttage det sammen med mig. Det er som om, der ligger et våben under et klæde. Men vi kan ikke gøre andet end at gå videre. Vi skal over en lille å. De første, som har gået der, har trådt siden ned, så jeg falder i vandet og bliver straks gennemblødt. De andre griner. Det gør jeg også selv. Lige med et får jeg en melding over radioen. Taliban meddeler, at de vil åbne ild imod os, så snart vi når et sted, hvor der er en brønd lige i nærheden. Jeg kalder lejren op og spørger, om de vil kigge på kortet samt sende flyet ind over for at finde brønden.

Vi går forbi et lille stykke skov, der er formet som et stort L. Sammen med delingsføreren konstaterer jeg, at der er bevægelse et stykke fra os. Vi går ind over en af de mange marker, som er der. Lige med et kalder de fra lejren og fortæller, at brønden er på dette kordialt. Der står vi så. Tankerne går gennem hovedet. Hvad gør vi… Vi går lidt videre.

Der kommer en fyr på en knallert, som stopper. Jeg vender mig om og siger til en af drengene på holdet, at han skal holde øje med ham. Måske er han endnu en digger. Lige med ét kører han og så bryder helvede løs. Kuglerne flyver om ørerne på os. Jeg prøver at kalde op over radioen, samtidig med, at lejren kalder mig op for at høre, hvad der sker.

Jeg begynder at græde. Det hele er bare så forvirrende. Jeg kravler over til delingsføreren og giver ham radioen, så han kan snakke med chefen inde fra lejren.

Der kommer tre skud tæt forbi mit ansigt. Jeg kan ikke se, hvor de kommer fra. Jeg vender mig rundt til de forskellige huse, der er lige omkring. Der kommer et skud mere. Dér var han. Jeg får øje på skytten og sætter mig op, alt imens nogen af de andre fra gruppen løber forbi os. De skyder tre byger imod ham og rammer ham i brystkassen alle tre gange. Han falder sammen som en sæk kartofler.

De andre grupper er så småt kommet væk fra marken og er på vej op imod lejren. Delingsføreren og jeg er de sidste, der skal væk. Vi når at rejse os, men så begynder Taliban at skyde igen. Vi lægger os ned. Med ét lyder der et brag, og jeg husker ikke mere, før vi er tilbage i lejren.

Der er gået en 15-20 minutter. Det næste, jeg kan huske, er, at jeg hiver min hjelm af og holder mig til øret. En læge kommer og ser til mig. Jeg er omtåget og har ondt i hovedet.

De næste dage går. Bare det mindste brag eller skud får mig til at krybe sammen. Jeg kan ikke spise noget. Ikke drikke noget. Alt smager af krudtslam. Jeg bliver indlagt på hospitalet med sukkervands-drop.

Vores chef bestiller tid til, at jeg skal hjem. Men der går 10 dage fra jeg kommer galt afsted til, jeg lander hjemme i Danmark. Jeg bliver indlagt på Rigshospitalets åbne psykologiske afdeling i to dage til observation.

Læs femte og sidste afsnit i morgen.