Gå til hoved-indhold
31. december 2011 - kl. 03.12

Starten på et nyt liv 5: Mødet med soldaten

  • 1 af 2
    FOTO: Leif Jensen
  • 2 af 2
    In service of peace and freedom er teksten, der er indgraveret på bagsiden af medaljen fra ISAF 9, som soldaten har fået efter sin gerning i krigen i Afghanistan.
Af: Leif Jensen

Jeg mødes med soldaten på Jolly Butcher midt i gågaden i Frederikshavn. Udenfor er det mørkt. Det er vådt, og det rusker godt på denne aften i december. Ved baren sidder et par mænd med en tydelig irsk dialekt, mens et par andre spiller dart. Vi sidder bevist tættest ved døren, for det har soldaten det bedst med. Han bryder sig ikke om, at der er mange mennesker omkring ham og holder samtidig øje med de folk, der går ind og ud af døren.

Det er snart et år siden, han kom hjem fra krigen i Afghanistan med sår på sjælen, både fysisk og psykisk. Men der absolut intet at se på ham. Han ligner en ganske almindelig sund ung mand med stort mod på tilværelsen, som han sidder der på den anden side af det massive mahognibejdsede bord.

- Jeg ville 10 gange hellere have mistet en arm eller været kommet hjem med skudhuller. For så kunne folk se, hvad det er, jeg fejler, forklarer soldaten.

Men han vil ikke ynkes, og han vil ikke høre, at det er synd for ham.

- Det er overhovedet ikke synd for mig, for jeg valgte det jo selv. Det var et valg jeg tog, forklarer han.

- Jeg tog derned for at gøre en forskel. Ikke en stor forskel, men et lille håb om at gøre noget godt for nogen få personer dernede, børn og kvinder. For at vise dem, at det hele ikke er krig og ødelæggelser. Desværre fik jeg ikke muligheden for det, da jeg jo ikke var dernede i ret lang tid.

Den unge mand har ændret sig meget efter sine oplevelser i Afghanistan.

- Jeg er blevet mere bevist og har fundet ud af, at de små værdier er vigtige. Jeg kører ofte hjem til mine forældre, og vi spiser sammen morgenmad. Jeg viser meget mere omsorg for de mennesker, jeg holder af, fortæller han.

- Man bliver et andet menneske, og mine forældre kunne knap nok kende mig, da jeg kom hjem igen. De har haft svært ved at finde ud af, hvordan de skulle tackle mig. Men de har været meget tålmodige og fundet sig i mange ting fra mine side, siger han med alvoren i øjnene.

- Jeg er hudløs ærlig. Jeg gider ikke pakke noget ind, og folk må tage mig, som jeg er, fortæller soldaten med den bevidsthed om, at det er sådan noget, der sker med mennesker, når de har oplevet noget, der har ændret livet voldsomt.

- Det her er starten på et nyt liv for mig, og lige nu går al min tid med at sætte mit nye hus i stand.

Huset er købt kontant ved hjælp af den erstatning, den unge mand fik efter opholdet i Afghanistan. Han er i øjeblikket ved at søge om førtidspension. Han lider af kronisk tinnitus og nedsat hørelse på venstre øre. Han har det man kalder post trauma syndrom og kan ikke klare for meget støj og mange mennesker på samme tid. Derudover har han med 99,9 % sikkerhed fået konstateret en mild hjerneskade.

Til det uundgåelige spørgsmål om, at han fortryder at han tog til Afghanistan lyder svaret prompte:

- Ja, det har jo ødelagt mit liv. Jeg har fået den her erstatning, men jeg kan ikke arbejde og kommer aldrig til det. Jeg skal spise en masse medicin, og jeg har svært ved at styre mig. Jeg får sådan nogen hidsigheds-udbrud, hvor man bare skal lade mig være i fred.

Billederne i fjernsynet fra krigen påvirker ham meget og vil altid gøre det.

- Jeg har det dårligt med, at jeg ikke fik nok ud af det. Jeg fik ikke gjort opgaven færdig forklarer han.

Men han føler alligevel, at nogen holdt hånden hen over ham, der midt i krigszonen.

- Jeg har fået tatoveret en sovende engel på brystkassen, fortæller han og hiver snart ned i trøjen for at vise tussen frem.

- Det gjorde ondt både fysisk og psykisk at få den lavet. Men det er min skytsengel, som jeg så altid har på mig, forklarer han om den flotte tatovering, lavet af amerikaneren Jimmy hos Black Cat Ink i Aalborg.

Venstre arm har også fået en tatovering, hvor der nede i bunden står "ære være hans minde". Et evigt minde om delingsføreren og makkeren, der er blandt dem, der har mistet livet i krigen. Symbolske tegn, der for evigt er printet på soldatens krop og i hans sjæl.

- Man ændrer sit syn på krigen dernede. Vi vinder aldrig den krig. Vi kan lige så godt trække os ud. Det er et muslimsk land, og der skal der være en diktator, der fortæller dem, hvad de må og ikke må. De er styret af koranen, og sådan vil det altid være. Det er en umulig kamp.

Alt tyder på, at 2011 bliver det mest blodige år for de danske soldater i Afghanistan. I alt er der 42 unge danskere, der er blevet dræbt under krigshandlingerne dernede, siden Danmark i 2002 involverede sig i den internationale NATO-mission.

I starten af december var der international Afghanistan-konference i Bonn, og her slog vores nye udenrigsminister, Villy Søvndal, fast, at Danmark er et af de mange lande, der vil fortsætte med at bidrage til udviklingen i Afghanistan, også efter de internationale militære styrker har forladt landet i 2014.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...