Starten på et nyt liv: Afrejse mod Afghanistan
- Dette er en beretning om en ung mand, opvokset i Skagen og nu bosat i Frederikshavn, der efter blot to dage i krigen i Afghanistan kom galt afsted.
Det her er en historie fra det virkelige liv. En historie om en krig, der indtil videre har kostet 42 danske soldaters liv. 42 unge mennesker, hvis liv med et blev bremset, og hvis familier for evigt står tilbage med et savn. Det er en krig, som har kostet den danske stat 10 mia. kroner. Skeptikerne kalder det noget, der ikke vedrører os, mens fortalere siger, at vi som medlem af NATO er forpligtet til at deltage.
Det er en beretning om en ung mand, opvokset i Skagen og nu bosat i Frederikshavn, der efter blot to dage i krigen i Afghanistan kommer galt afsted. Den unge mand har fået en erstatning, der blandt andet gør ham i stand til at kunne købe et hus kontant. Men han må dagligt leve med de skavanker, han har pådraget sig i krigen langt væk fra Danmark. Han ønsker ikke sit navn nævnt i denne forbindelse.
Her er historien fortalt med soldatens egne ord. Han har fortalt om sin oplevelse til sine nærmeste et utal af gange, men har aldrig tidligere skrevet det ned og på den måde sat ord på det, der skete.
Mandag 4. januar 2010:
Starter mandag morgen med at gøre mig klar til øvelse i Oksbøl. Køreturen derned er både kold og træls. Efter et par timers kørsel er vi, hvor vi skal være og begynder at pakke vores ting ud. Vi bliver placeret i et telt med varmekanon. Kulden bider i huden, og der er sne over det hele.
Ugen går stille og roligt. Vi leger ”Taliban” for ISAF på hold nummer 9. En af de sidste dage hører jeg, at de mangler en radiomand til det næste hold af udsendte soldater i Afghanistan. Jeg bruger de næste dage til at tænke over, om det kunne være noget for mig.
Mandag 18. januar ringer jeg til min udstikker og spørg, om der kunne være en plads til mig. Jeg får straks et klart nej. Jeg siger til ham, at jeg ved, de mangler en. Hans svar er, at min tur nok skal komme, enten på hold 11 eller 12. Men jeg vil afsted nu, fortæller jeg ham.
Dagen går, og jeg er ret sur over, at svaret bare var nej. Så jeg vælger at gå over til det kompagni, der skulle afsted og spørger, om de mangler. Jeg får svaret ja, det gør vi. Jamen, den plads vil jeg gerne tage, fortæller jeg delingsføreren.
Han spørger ind til, hvor længe jeg har været ansat, og hvad jeg laver herinde. Jeg fortæller, at jeg har været soldat i tre år. Jeg var blandt telegrafisk tropperne i Fredericia og uddannet forsyner i Aalborg. Delingsføreren beder mig om at vente. To timer senere kommer han tilbage og fortæller, at jeg skal til lægen, tandlægen, på tøjdepotet og have hentet mine ting. Jeg skal rejse om to uger.
Mine tanker flyver rundt. Jeg skal have styr på en masse, inden jeg skal afsted, og jeg skal have fortalt mor og far, og ikke mindst kæresten, at jeg allerede rejser 3. februar.
Tiden inden, jeg skal stå klar i Kastrup Lufthavn med kurs mod Camp Bastion, flyver afsted. Jeg får hygget med familien og får taget nogle ture i byen med vennerne.
Onsdag 3. februar 2010
Turen går imod Kastrup med mor, far og kæresten. Der er stille i bilen, der emmer af en trykket stemning. Vi rammer Sjælland i god tid inden afgang. Der skal bruges nogen tid, inden jeg skal boarde, så vi kører i Fields et par timer. Får noget mad og bare kigger lidt.
Endelig er tiden inde, hvor jeg skal sige farvel. Min mor græder, kæresten græder, og min far ser ret trist ud. Vi siger hurtigt farvel, og pludselig bliver jeg ramt af tanken om, at jeg måske kommer hjem i en kiste eller som en anden person.
Jeg mødes med de andre soldater i lufthavnen, hvor vi snakker lidt frem og tilbage om alt mellem himmel og jord. Lige med ét tikker der en sms ind på en af de andres mobiler. Dansk soldat død i Afghanistan. Det gav straks et sug i maven, og der røg mange tanker igennem hovedet. Nøj, hvor blev der stille, men opgaven skulle jo løses…
Historien fortsætter i morgen her på www.kanalfrederikshavn.dk.
