Status hos en arbejdsløs: Dur jeg til noget?

Jeg var der dog kun tre måneder, da det desværre slet ikke var mig. Happydays er det bedste sted, jeg nogensinde har været, og andre virksomheder kunne lære meget af deres tilgang til tingene. Desværre var det ikke mig. Jeg kunne ikke finde ud af det for at være ærlig.

Masser af telefonopkald på svensk, norsk, tysk, engelsk og dansk var slet ikke mig. Jeg kunne nogle gange ligge søvnløs om natten, fordi jeg var bange for, at jeg havde lavet fejl, og det blev bare ikke bedre, så jeg sagde selv stop, og det var jeg utrolig ked af, da jeg endelig havde fået foden ind et sted. Som én i min egen familie sagde: "Tror du overhovedet du dur til noget?"

Den ramte hårdt, og det tænker jeg da på hver dag. Dur jeg til noget? Jeg har selv været skyld i nogle arbejdsophør, og det er jeg ked af, og jeg kan godt se den dag i dag, at jeg måske skulle have handlet anderledes, men jeg har også været meget uheldig, synes jeg.

Der er ingen tvivl om, at alt jeg ønsker, er et arbejde, så jeg kan forsørge min familie og give dem et ordentligt liv. Vi har hus, bil, en lille prinsesse og hund, så vi klager ikke, og jeg ved, der er nogle, der har det værre end os. Men jeg taber altså penge hver dag, og det kan ikke blive ved med at gå. Jeg tænker hver dag, hvad kan jeg sælge for at tjene nogle penge? Jeg må låne penge af familien, som jeg ikke ved, hvornår jeg kan betale tilbage osv. Det er ikke sjovt, og alt jeg ønsker af hele mit hjerte, er et arbejde.

Jeg har set tal på, at der er mange uden arbejde, der går psykisk ned, og det kan jeg godt forstå. Jeg tror selv, jeg er tæt på. Tror stadig, der er folk, der ikke ved, jeg ikke er hos Happydays mere, for synes ikke det er sjovt at fortælle. Jeg hader, når vi skal i byen, for der er altid en eller anden, der spørger: "Nå, hvad laver du så?” Og 9 ud af 10 gange går snakken i et selskab om arbejde, og jeg sidder bare og bliver endnu mere trist til mode. Så det sociale, som ellers er min store force, har også fået et knæk. Jeg gider ikke være sammen med andre, for hvad tænker de om mig? Han gider heller ikke arbejde.

Der er ikke noget, jeg hellere vil. Jeg kan fortælle, at det er ikke sjovt at være arbejdsløs, og man bliver kastet rundt i systemet. Jeg har fået den besked at: "Jamen, så mister du dine dagpenge". Når man bliver truet med det, klapper man i, men jeg har dog brugt over to år på at klage over systemet uden at komme nogle vegne. De havde selv undersøgt sagen, og intet forkert var sket. Fedt firma, der selv undersøger sine egne fejl. Sker hvis kun i det offentlige. 

Jeg er nu i det, der hedder intensiv aktivering, så jeg har ingen stemmeret mere, og derfor har Jobcenter Frederikshavn sendt mig på et nyt kursus, hvor jeg kan få vejledning i jobsøgning, fokus på kompentencer og ressourcer, ansøgningsteknikker m.m. startende mandag 10. januar.

Jeg er glad nok for at komme ud, for man bliver sindssyg af at sidde herhjemme, men man bliver også sindssyg af, at nr. 20 nu skal fortælle mig om ansøgninger og kommunikation. Jeg tror ikke, man forstår det, hvis man ikke selv har prøvet det, men det tager hårdt på psyken og giver gødning til spørgsmålet: "Dur jeg til noget?"

Jeg er frederikshavner med stort F, og det kan de folk, der kender mig, skrive under på. Jeg er træner i fodboldklubben Bangsbo Freja på fjerde år og har taget diverse kurser under JBU og DBU, og det at være træner betyder meget for mig, og jeg tror ikke jeg kan undvære det, men jeg overvejer seriøst at flytte. Rykke teltpælene op og prøve lykken et andet sted.

Jeg elsker som sagt Frederikshavn, og der er ikke det, jeg ikke vil gøre for byen, men jeg må tænke på mig selv, og det går snart ikke mere, hvis ikke der snart sker et mirakel som at finde et job. Jeg har selv en masse ideer - også til noget man/jeg kunne lave - men at starte selvstændigt er næsten det værste, du kan, når du er ledig, og det er jeg blevet stærkt frarådet på et af mine kurser. Igen nogle herlige regler, vi har i Danmark.