Over 10.000 danskere rejser til Göteborg i disse uger for at juleshoppe.
Danskerne er vilde med julebyen Göteborg. Stena Line har for andet år i træk noteret en stigning på 100 procent, når det gælder danskere, der bestiller hotelovernatninger i Göteborg fra midt i november til jul.
- Over 10.000 danskere rejser til Göteborg i disse uger. Det er der primært tre grunde til. Den lave svenske kronekurs, Göteborgs satsning på julen, og en omfattende markedsføring i Jylland, fortæller salgs- og markedschef Carsten Kruse fra Stena Lines danske hovedkontor i Frederikshavn.
Stena Line var forberedt på endnu en stigning i juletrafikken fra Frederikshavn til Göteborg og havde derfor reserveret flere hotelværelser.
- Men det er helt utroligt, at vi for andet år i træk ligefrem oplever en fordobling, udtaler Carsten Kruse.
Det er ikke kun antallet af hotelovernatninger, som eksploderer. Stena Line har indsat en morgenfærge, som sejler fra Frederikshavn kl. 7.15. Den betyder, at det er muligt at juleshoppe det meste af dagen i Göteborg, inden aftenfærgen sejler fra Sverige kl. 18.30. Det tilbud har tusindvis af jyder taget imod med kyshånd.
Stena Line har generelt i 2009 noteret en markant stigning i trafikken fra Danmark til Sverige. I juli – som er årets største rejsemåned – steg trafikken til Sverige med 38 procent.