Stigende smitte i Frederikshavn Kommune
De seneste dage er antallet af smittede med COVID-19 i Frederikshavn Kommune steget bemærkelsesværdigt.
Incidenstallet (antal smittede de seneste syv dage pr. 100.000) lød søndag på 66,3. Der er registreret 39 smittede i denne periode. Det placerer Frederikshavn Kommune som nr. 15 ud af 98 kommuner. Hjørring Kommune er nr. 11 med et incidenstal på 81,5.
Især fredag og lørdag oplevede Frederikshavn Kommune en stigning med henholdsvis 10 og syv nysmittede.
- Det er dog ikke noget, som har gjort, at Styrelsen for Patientsikkerhed har ringet til os og udtrykt bekymring, oplyser borgmester Birgit S. Hansen.
Styrelsen for Patientsikkerheds smitteopsporing overvåger smittekæder.
- Vi bliver helt sikkert kontaktet, hvis de vurderer, at kæderne ikke brydes effektivt nok, sigen borgmesteren.
Det forventes, at smitten vi stige i efteråret.
- Derfor skal vi vænne os til højere smittetal, og vi følger fortsat udviklingen fra dag til dag, siger Birgit S. Hansen.
Frederikshavn Kommune er p.t. ramt af bred geografisk smitte.