Gå til hoved-indhold
19. januar 2010 - kl. 04.01

Støberi på MAN Diesel kunne ikke sælges

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Det lykkedes ikke at finde en køber, som vil fortsætte produktionen i MAN Diesels støberi. Dermed er det sidste håb om at bevare 100 arbejdspladser i Frederikshavn forsvundet.
Af: Kanal Frederikshavn

Drømmen om at bevare 100 arbejdspladser på MAN Diesels støberi brast. MAN Diesel forhandlede med tre seriøse købere af støberiet, men direktør Poul Knudsgaard erkender nu, at løbet er kørt.

- Vi har brugt ufatteligt meget energi på at sælge støberiet. Vi har været i kontakt med 90 virksomheder i Europa, men det er svært for industrien i hele Europa, og til sidst var der kun tre seriøse bud, men ingen kunne få økonomi i støberiet, beklager Poul Knudsgaard.

Ovnene på Niels Juels Vej er slukket, og det betyder definitivt, at de omkring 100 medarbejdere i støberiet mister deres arbejde. Tilbage er kun nogle få personer til at klare oprydningen.

MAN Diesels mål er nu at sælge støberiets produktionsudstyr samlet. Lykkes det heller ikke, vil udstyret blive solgt styk for styk.

MAN Diesel, som i september fyrede 402 medarbejdere, har i øvrigt besluttet at gennemføre en jobmesse i slutningen af marts. 

- Der vil blive produceret et katalog over vores opsagte medarbejderes kompetencer, og vi håber, at der er nogle arbejdsgivere blandt de inviterede virksomheder, som vil finde disse kompetencer relevante for deres respektive virksomheder, oplyser kommunikationschef Christine Lunde, MAN Diesel.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...