Gå til hoved-indhold
28. januar 2012 - kl. 11.01

Stor aktivitet på Stidsholt - åbent hus søndag

  • 1 af 3
    FOTO: Steen Jensen
  • 2 af 3
    FOTO: Steen Jensen
  • 3 af 3
    Eleverne på Stidsholt har haft travlt med kampe og stævnedeltagelse i januar.
Af: Kanal Frederikshavn

Søndag 29. januar er det igen muligt at besøge Stidsholt – Nordjyllands Idrætsefterskole, hvis man overvejer at blive elev på skolen efter sommerferien.

Skolen åbner dørene fra kl. 15. Også søndag 4. marts er der åbent hus fra kl. 15.00. Forstander Steen Jensen gør dog opmærksom på, at eventuelt kommende elever og deres familie altid er velkomne til at kontakte skolen og aftale et besøg.

På idrætsområdet er aktivitetsniveauet på Stidsholt som sædvanligt højt. Skolens badmintonelever var i weekenden 14.-15. januar i Vrå til udtagelsesstævne til landsmesterskaberne, som foregår 17.-18. marts i Vejen, og de forbereder sig nu til nordjyske mesterskaber i marts og DM i april.

Stidsholts svømmeelever deltog søndag 15. januar i Dansk Svømmeforbunds svømmestævne i Aabybro og vandt her alle de løb, de deltog i. I denne weekend deltager svømmerne fra Stidsholt i Limfjordscup i Struer.

Også Stidsholts håndbold- og fodboldspillere klarer sig flot. Skolens bedste håndboldpiger ligger nr. to i 2. division for U16, mens andetholdet er på næstsidstepladsen i B-rækken. Drengene fører AA-rækken.

Selv om det er midt på vinteren, er også skolens fodbolddrenge aktive. Lørdag 21. januar deltog to hold fra skolen i nordjyske mesterskaber i indefodbold for efterskoler i Aabybro. Det blev her til en andenplads i A-rækken og en tredjeplads i B-rækken, og begge hold har dermed kvalificeret sig til DM i indefodbold for efterskoler 29. februar i Hedensted.

Lørdag 28. januar deltager alle skolens fodboldspillere i stort indefodboldstævne i Østervrå. Samtidig med den megen indefodboldaktivitet er forberedelserne til udesæsonen i gang. Her har Stidsholts bedste fodbolddrenge for første gang kvalificeret sig til deltagelse i U17 Mesterrækken. En del af forberedelserne foregår på kunststofbanen i Frederikshavn.

Også de kommende uger byder på mange aktiviteter. Bl. a. har elever og lærere i fælleskab natten til mandag i næste uge arrangeret Super Bowl-nat, hvor finalekampen i NFL mellem New England Patriots og New York Giants skal følges. Også her deltager skolens køkken og serverer i løbet af natten barbecueribs and fries.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...