27-10-09 | Af: Kanal Frederikshavn
Store forventninger til Julebyen Göteborg
- Vi har de seneste år mærket en stigende interesse for at tage på en miniferie i Göteborg op til jul. Det samme bliver helt sikkert tilfældet i år, vurderer markedschef Carsten Kruse fra Stena Line. |
Stena Line har for fjerde år i træk magasinet ”Jul i Göteborg” ud. Hele 530.000 husstande i Jylland får magasinet leveret i postkassen. Det er ny rekord og fortæller alt om, at Stena Line har meget store forventninger til salget af miniferier i Göteborg i november og december.
- Vi har i sommer haft en stigning på op mod 40 procent i antallet af danskere, der har rejst til Sverige, og udviklingen er fortsat ind i efteråret, blandt andet hjulpet af den nye morgenafgang kl. 7.15 fra Frederikshavn til Göteborg. Julebyen Göteborg har udviklet sig til en populær tradition for både byens indbyggere og gæster. Vi har de seneste år mærket en stigende interesse for at tage på en miniferie i Göteborg op til jul. Det samme bliver helt sikkert tilfældet i år, vurderer markedschef Carsten Kruse fra Stena Line.
Årets mørkeste tid er fyldt med lys i Nordens flotteste juleby, Göteborg. 13. november tændes de lys, som lysdesignere og arkitekter har udformet til den charmerende bys gader, torve og husfacader. I år står temaet endda i kærlighedens tegn.
5 millioner julelys sørger for, at Jul i Liseberg er en fortryllende oplevelse. Parken er fyldt med traditioner og den gammeldags måde at fejre jul på. Sveriges største julemarked byder på 80 boder og butikker, og der er både skibakke og skøjtebane. Husk at besøge Liseberg Ice Gallery & Bar. Den er hugget ud i naturis fra Torne Elven – en cool oplevelse ud over det sædvanlige.
Det er også muligt at sejle ud til Liseberg på den julepyntede Paddanbåd. Sejlturen på kanalen lyder som en kølig omgang, men der udleveres tæpper, serveres rygende varm gløgg og spilles stemningsfuld julemusik.
- Oplevelserne står i kø, men endnu vigtigere er det måske, at der er mange penge at spare, hvis du køber dine julegaver i Göteborg. Den danske krone står stærkt i forhold til den svenske. Handler du for 4.000 svenske kroner, skal du kun af med 2.800 danske kroner. Mange gaveartikler er i forvejen billigere end i Danmark, så besparelsen er markant større end kursgevinsten, siger Carsten Kruse.
Som shoppingby har Göteborg i mange år været et hit. Der findes et misundelsesværdigt udbud af anderledes og spændende specialbutikker, som fortjener, at du tilbringer mindst et par døgn i byen. Vælger du en dagstur, er Nordstan ideel. Europas mest besøgte shoppingcenter ligger centralt i Göteborg. 35 millioner mennesker besøger Nordstan årligt. Der findes 200 butikker og restauranter at vælge imellem i dette indkøbsparadis.