Gå til hoved-indhold
22. februar 2010 - kl. 16.02

Store originaler og dygtige kopier i Dybvad

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    SixPack kalder sig selv for en helt igennem velsmurt festmaskine.
Af: Kanal Frederikshavn

Mens vintervejret raser udenfor, er arrangørerne af Dybvad Open Air i fuld gang med at forberede sommerens koncert i Søparken, hvor vejrforholdene – modsat den netop forestående indgang til forårsmånederne – gerne skulle være præget af sol, varme og tørt vejr.

På programmet til den 12 timer lange koncert i Dybvad lørdag 7. august er navne som Henning Stærk, Bamses Venner og ikke mindst 80’er-idolet Shakin’ Stevens – men man skal bestemt ikke kimse ad de tre kopibands: SixPack, Østre Gasværk og Die Herren.

De fleste kender de fremragende Die Herren for deres imponerende og velklingende versioner af originalbandet U2’s musik – og det er da heller ikke for ingenting, at bandet er blevet kaldt for et af de mest troværdige kopibands i landet. Die Herren har siden 1991 formået at gengive nerven i originalsangene – og fordi de fuldt ud forstår at levere varen fra scenen hver gang de optræder, er det ikke tilfældigt at de samler fulde huse til koncerter overalt.

Også hos det nordjyske band SixPack, der netop har fejret deres seks års fødselsdag på Café Ciffy i Hjørring, er underholdningsværdien er helt i top: Repertoiret er umådeligt stort og spænder over hits fra 50’erne og frem til i dag – alt sammen hits, hvor entusiasmen og vellyden er i en helt særlig klasse. Bandets fire musikere - Christian Nygaard, Lars Møller, Børge Lunde og Jens Varmløse - kalder sig da også selv for en helt igennem velsmurt festmaskine.

Og mon ikke de fleste koncertgæster også glæder sig til et genhør med de altid populære Østre Gasværk, der med deres flotte Gasolin-numre har henrykket publikum som fast indslag til Dybvad Open Air de seneste fem år?

Billetsalget til Dybvad Open Air 2010 er i fuld gang via friluftskoncertens hjemmeside, www.dybvadopenair.dk, samt i Spar Nord Banks lokalafdelinger i Dybvad, Østervrå og Sæby.

Dybvad Open Air 2010 er den sjette i rækken af koncerter i Søparken i Dybvad, hvorfra overskuddet går til ungdomsarbejde i Dybvad Boldklub, Dybvad Idrætsklub og Dybvad Tennisklub.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...