Kelsi Fairbrother og Karoline Fredriksen stopper Brabrand-spilleren. FOX-forsvaret fungerede effektivt i samtlige 60 minutter. Foto: Finn Lassen
Frederikshavn FOX erobrede fredag aften sæsonens største sejr. Et veloplagt hjemmehold sendte Brabrand hjem med en lussing på 29-12 efter 17-5 ved pausen.
Efter lidt startproblemer i de første fem minutter sad et koncentreret FOX-hold totalt på kampen. Stillingen var 9-0 efter 16 minutter.
FOX udbyggede sin føring til 17-3 efter 26 minutter. Uhørt i kvindernes 1. division. Mange af de 317 tilskuere havde faktisk ondt af århusianerne.
I anden halvleg kom Brabrand bedre med, men det skyldtes mest, at hjemmeholdet helt naturligt satte tempoet og koncentrationen ned.
Med sejren er FOX noteret for maksimumpoint efter tre kampe. Onsdag kl.19.00 kommer Ringkøbing på besøg i Arena Nord. Vestjyderne betegnes - sammen med Silkeborg/Voel KFUM - som farligste FOX-konkurrenter i toppen.
Målscorere for FOX mod Brabrand: Martina Adamsson-Jensen 6, Lise Kirkegaard 5, Louise Andersen 4, Lene Tønnesen 3, Kelsi Fairbrother 3, Sabine Pedersen 3, Karoline Fredriksen 2, Renate Saastad 1, Mette Kjærsgaard 1, Julie Thomsen 1.