Strandby Sejlklub flyttede sit klubhus 500 meter
Strandby Sejlklub har netop flyttet sit klubhus 500 meter fra en relativt afsides placering på den sydligste del af havnen. Klubhuset er nu på sin nye plads - på et nyopfyldt areal midt på havnen - nær juniorfaciliteter og den nye lystbådehavn fra 2009.
Løftet blev foretaget af Danmarks største travelift, som vores lokale bådebygger, PC Yacht Service, erhvervede i 2009. Kranen kan løfte 110 tons i en bredde på 7.5 meter, hvilket netop var nok til at klubhuset kunne tages med kranen.
Det krævede dog en del fendere, da der ikke var mere end nogle få centimeters frigang mellem kran, udhæng og facader. Heldigvis kunne vores kapsejlads-bøjer fint anvendes til det, selv om vi nu skal ud og købe nogle nye bøjer.
Det blev en lang dag. Operationen fandt sted fra tirsdag middag og var afsluttet klokken 22. Da kunne vi igen hejse klubstanderen på huset.
Undervejs stødte vi på nogle områder med blød bund, hvilket forsinkede turen noget. Heldigvis var det ikke mere end Palle Christensen (PC) og de erfarne entreprenører i klubbens medlemsskare kunne klare.
Huset har det fint efter sin flyvetur, dog skal der skiftes et par tagplader, tilkobles kloak, vand og el.
Morten L. Thøgersen,
Juniorleder, Strandby Sejlklub
Links:
PC Yacht Service: www.pcyacht.dk
Strandby Sejlklub: www.strandbysejlklub.dk
Strandby Havn: www.strandbyhavn.dk








































