Bestyrelsen håber, at mange møder op på tirsdag med en lyst til igen at skabe levende historiefortælling til maj næste år.
Tirsdag 20. september kalder foreningen Stützpunkt Nord til inspirationsmøde om planlægning af Stützpunkt Nord 2012.
Arrangørerne har en ambition om at genskabe den historiske markering af besættelsestiden i Frederikshavn og omegn, der i år med succes blev gennemført i den tredje weekend i maj.
Det kræver imidlertid, at alle gode kræfter støtter op, og at endnu flere giver tilsagn om at involvere sig i planlægningen af næste års arrangement.
Bestyrelsen vil derfor gerne invitere alle interesserede til inspirationsmøde på tirsdag fra kl.19-21 i Maskinhallen, Skolegade 8, Frederikshavn.
Alle, der kan se sig selv, sin interesse eller forening ind i genfortællingen, er særdeles velkomne. Blot man respekterer vores fælles historie og den fortælling, vi giver videre.
På mødet vil bestyrelsen gennemgå de foreløbige planer for Stützpunkt Nord 2012, og der vil efterfølgende blive rig lejlighed til at komme med input til den videre planlægning.
Bestyrelsen håber, at mange vil møde op med en lyst til igen at skabe levende historiefortælling til maj næste år.