Succesforfatter deltager aktivt i Tordenskioldsdage
Skonnerten Fulton forvandles i den kommende weekend - under Tordenskioldsdage i Frederikshavn - til Biblioteks- og Forfatterskib.
Alle tre dage besøger forfatterne Maria Helleberg og Dan H. Andersen skibet. Sidstnævnte er den historiker i Danmark, der ved mest om Tordenskiold, og han holder reception på Fulton i anledning af sin reviderede bog om Tordenskiold. Maria Helleberg er aktuel med romanen ”Engelshjerte”. Hun har specialiseret sig i romaner, som underholdende og dramatisk genopliver historiske perioder ved enten at fortælle om opdigtede personer eller ved at digte om kendte historiske personligheder.
- Hun er uden sammenligning dronningen, når det gælder historiefortælling i Danmark. Maria Helleberg har selv henvendt sig og spurgt, om hun måtte komme. Det viser lidt om, hvor stor en begivenhed Tordenskioldsdage er, mener arrangementskoordinator Pernille Lisborg, Frederikshavn Bibliotek.
Maria Helleberg, Dan H. Andersen og den lokale historiefortæller Erik Holm Sørensen gæster Fulton både lørdag og søndag under Tordenskioldsdage. Se programmet her.
Frederikshavn Bibliotek – med hjælp fra Sæby og Skagens Bibliotek – bemander skibet og sørger for, at der er maritime og historiske bøger om bl.a. Fladstrand, Tordenskiold og gamle sejlskibe.
Erik Holm Sørensen læser nogle af Tordenskiolds breve op. Det er netop disse breve, som hvert år er udgangspunktet for ikke mindst skuespillet under Tordenskioldsdage.
- Det er vigtigt også at læse disse breve fra 1717 højt og ikke bare fortælle, at de eksisterer, siger Erik Holm Sørensen, som er begejstret for bibliotekets medvirken.
Pernille Lisborg oplyser, at det var et aftenarrangement med direktør Jan Michael Madsen, Fonden Tordenskiold, som fødte idéen.
- Flere medarbejdere begyndte bagefter at snakke om, at det kunne være sjovt at være med. Vi skal kun betale et beskedent beløb for leje af Fulton, og forfatterne kommer uden beregning. Alt i alt ender det faktisk med en meget billig markedsføring af Frederikshavn Kommunes Biblioteker, fortæller Pernille Lisborg.
Tordenskioldsdage afvikles fra fredag 25. til søndag 27 juni på havneområdet ved Krudttårnet i Frederikshavn.





































