Sunset Boulevard åbnede ved siden af Netto-butik
Sunset Boulevard slog tirsdag formiddag i Frederikshavn dørene op til kædens restaurant nr. 39 i Danmark. Sunset Boulevard er genbo til McDonald's og nabo til den nye Netto-butik, som også åbnede i går.
- Den gode beliggenhed gør det både let for de bilister, der skal ind eller ud af byen, for de handlende i de omkringliggende butikker og for beboerne i nærheden at spise hos os, mener salgs- og marketingschef Torben Lynge Overgaard.
Sunset Boulevard er bedst kendt for sine friske og sprøde sandwich, der bliver serveret med kalorielet fyld og tilbehør samt for sine pommes fritter, der bliver tilberedt i varmluftsovn. Men for nylig har Sunset Boulevard udvidet sortimentet og tilbyder nu også tre nye burgervarianter.
De nye burgere er lavet af gode råvarer med masser af smag. Eksempelvis flammegrilles bøffen, burgerbollen er sprød og italienskinspireret, og der bruges tomat-relish i stedet for ketchup og mayonnaise. Resultatet er en enkel, velsmagende burger med styr på fedtenergiprocenten.
Den danske restaurantkæde Sunset Boulevard blev etableret i 1996 af Jeppe Droob og består nu af 41 restauranter, heraf 1 på Færøerne og 1 i Sverige. På landsplan beskæftiger Sunset Boulevard ca. 780 medarbejdere. Med åbningen af restauranten i Frederikshavn har restaurantkæden skabt 20-30 nye arbejdspladser.









































