Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
27.04.2011 | Af: Kanal Frederikshavn

Sur hoteldirektør: Fr.havn vil ikke være en turistby

Camilla Frost: - Rødspætte Cup betyder SÅ meget for byen. En stor tak til de frivillige bag turneringen.

"Frederikshavn vil desværre ikke være en turistby". Sådan konkluderer en rasende hoteldirektør Camilla Frost fra Hotel Jutlandia efter en særdeles travl påske. Hun langer især ud efter Frederikshavn Turistbureau og butikkerne i gågaden.

 

Overnatningsstederne i Frederikshavn har primært på grund af håndboldturneringen Rødspætte Cup haft gyldne dage i påsken. 4.400 spillere og ledere plus forældre og andre pårørende skulle serviceres.

- Desværre kan de ikke lave andet i Frederikshavn end at spise, sove og drikke. Butikkerne holder kun åbent om lørdagen, men flere af turisterne kommer allerede onsdag aften, og de har altså mange norske kroner med, som ligger og "brænder", mener Camilla Frost.

Rundt regnet et halvt hundrede gange om dagen i påsken har medarbejderne på Hotel Jutlandia opfordret shoppinglystne gæster til at køre til Skagen.

- Og det er jeg træt af. Butikkerne i Frederikshavn bliver nødt til at holde åbent nogle timer både torsdag og fredag. Til gengæld behøver de ikke holde åbent helt til kl. 16.00, som de gjorde påskelørdag. Det nytter ikke noget, at butiksejerne ligger på deres drømmesenge hjemme i haven. De er givetvis gået glip af en omsætning på flere millioner kroner, så jeg gider ikke høre på brok fra butikkerne, når efteråret nærmer sig, og turisterne bliver færre, udtaler Camilla Frost, mangeårigt medlem af handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK's bestyrelse.

På samme måde undrer hun sig over, hvorfor Frederikshavn Turistbureau kun holdt åbent påskelørdag, når det HELE påsken vrimlede med adskillige tusinde turister i byen .

- Hvad skal vi bruge turistbureauet til, når medarbejderne ikke er på arbejde, når turisterne er her? Foran turistkontoret stod der 50 bycykler, som turisterne ikke kunne få en nøgle til, fordi turistkontoret holdt påskeferie. Det er helt galt. Vi har kun nøgler til 10 cykler, og de var optaget hele påsken. Vi kunne sagtens have udleveret flere nøgler, fortæller Camilla Frost.

Hun opfordrer turistchef Pauli Jørgensen til at holde turistkontoret åbent ALLE dage i påsken. Til gengæld skal medarbejderne have fri tirsdag, onsdag og torsdag efter påske.

- Frederikshavn bliver nødt til at træffe en beslutning. Vil vi være en turistby eller ej? Hotellerne kan ikke løfte opgaven alene. Turister kræver helhedsoplevelser. De vil kunne handle i gågaden og have mulighed for at hygge sig andre steder end på hotellet, byens restauranter og Rema 1000 på Gærumvej, siger Camilla Frost.


 


BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

VideoerTilføj video

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

Morten Klæstrup, Frederikshavn 01-05-11 21:55:
Hej Camilla m.fl. - jeg er sikker på at der er rigtigt mange borgere i Frederikshavn som er enige i at bedre og målrettede åbningstider trækker kunder til, og jeg kan kan helt klart tilslutte mig en skarpere profil fra turistbureauet.

Er man som turist én gang gået forgæves i Frederikshavn (gågade) m.v., er chancen for at man bliver turist i Frederikshavn igen stærkt minimieret. Se på f.eks. Løkken, som har gjort et kæmpe arbejde for at bevare butikkerne åbne - dels året rundt - men også på helligdage. Det giver gode resultater, turisterne vender tilbage, og byen er inde i en god cirkel. Det tager tid, men det første skridt skal tages.
Det kan Frederikshavns handlende vælge at gøre.

Det kunne være fint at høre nogle argumenter fra de handlende her i debatten, hvad enten de er for eller imod !!.
Tidliger Ansat, 28-04-11 18:45:
Nu sider vi alle ved vores computer med vores tudekiks, og klager over alt og alle i Frederikshavn.

Forklaringen på at butikkerne er lukket skyldes de lokale bykonger og dronninger i Frederikshavn ikke vil betale lønnen til de ansete, når vi snakker weekender og helligdage. Derfor er byen død, og forbliver død.

Vores midtby ligner et krater hvor der findes mere end nok af tomme butikker, og JA mange vil sige at der ikke findes lejer til dem. Men jeg er mere end sikker, at dette skyldes at vores royale hersker som ejer lokalerne ikke ønsker at gå ned med huslejen for at få nye forpagter og lejer, ekspilvis små Kunst-butikker og gallerier, økologiske butikker mm. Dette vil skabe liv, og vi vil komme ud af den monotone stemning, hvor byen ligner alle de andre ”udkantsområder” i landet.

Kærer Camilla og resten af Frederikshavns royale elite, hvad med i ta en stol og sider i en rundkreds og prøver at snakke sammen, for at finde et forlig. En endnu bedre forslag ville være hvor i spurgte byens borger hvad de ville ha. Og nå vi nu snakker om turister i byen, spørg dog dem hvad de har forventet eller forventer af en by hvor de er på ferie.
Niels Poulsen, Sæby 28-04-11 16:49:
Jeg vil give Camilla helt og holdent ret. På den anden side synes jeg også at det er fuldstændig hul i hovedet med diverse P-opkrævninger og liderlige P-vagter som konstant præger midtbyen. Min familie og jeg holder os konsekvent fra midtbyen i irritation over at der flere og flere steder opkrævet p-afgifter. Man er efter min mening i fuld gang med at afvikle forretningslivet i midtbyen om det så er selvforskyldt eller ej skal jeg lade være usagt.
søren kristiansen, frederikshavn 28-04-11 15:33:
"Selvom jeg nu giver min holdning til sagen tror jeg det bliver irrelevant med blot masser af tilkendegivelser fra byens borgere".

Det er vi ikke helt enige i. INGEN forretningsdrivende lader bare som ingenting når de læser Jacob Nielsen skrive, og endda begrunde, at han ikke længere kommer i gågaden.

Vi hænger fast i "plejer", og traditioner.

Havde man valgt at holde åbent i påsken, og det havde stået ned i stænger er der ingen tvivl om det ville have kostet penge for de forretningsdrivende, og så havde Handelschefen fået på puklen af sine medlemmer, også selv om de ved han ikke er Vor Herre.

Hvor mange dage i Februar hænger indtægter og udgifter sammen ?

Hvem har besluttet man skal holde åbent til 17.30 på hverdage ?

Hvorfor holder FØTEX åbent næsten hver dag ?


Der er masser af spørgsmål, men et er vigtigt, og det er der kun de forretningsdrivende og deres organisationer til at svare på.

Vil vi være en turistby, og er vi parate til at yde det der i så fald skal til ????
Ole Hust, 28-04-11 12:37:
Jeg er fuldstændig enig med dig Camilla - det her går bare ikke.
Hvis vi for alvor skal have handelslivet og strømmen af gæster til Frederikshavn op at køre igen, er det bydende nødvendigt at "Frederik", Turistbureauet og overnatningsstederne gør fælles front for at tilbyde byens gæster en god oplevelse.
Det er mit indtryk, at der allerede er taget tilløb til at styrke dette samarbejde, og som nyvalgt medlem af turistforeningens bestyrelse skal jeg da gøre mit til at vi får sat konkrete mål og fart på samarbejdet.
Det er min helt klare holdning, at Frederikshavn er det optimale udgangspunkt for at opleve Vendsyssel. - Vi kan ganske enkelt tilbyde vore gæster langt mere end nogen anden by nord for Limfjorden. Vi har en storslået natur, oplevelser og arrangementer lige uden for døren, alle andre seværdigheder i Vendsyssel ligger kun max. 45 min. kørsel herfra, byen kan tilbyde masser af spændende butikker og restauranter, og så har vi en helt fantastisk vifte af overnatningssteder i alle kategorier og passende til ethvert budget.
Vi har altså alle elementer og rammerne til at skabe een af Danmarks allerbedste og mest attraktive turist -og handelsbyer, men vi må være enige om at det er det vi vil. - også selv om det er lidt træls at skulle arbejde på skæve tider, og at det af og til koster lidt ekstra lønkroner. Camilla, jeg og mange andre HAR taget beslutningen. - Vi vil gerne have alle med! DET ER JERES OG BYENS UDVIKLING, ØKONOMI OG FREMTID VI TALER OM.

Ha' en rigtig god og travl sommer

Ole Hust - Danhostel Frederikshavn City
Jørgen Jensen, Frederikshavn 28-04-11 10:56:
Hvor svært kan det være. Alle ved, at Rødspætte Cup og Dana Cup tiltrækker mange besøgende til byen, som kombinerer deres børns sportsaktiviteter med nogle feriedage. - Alle ved også, at pungen står meget mere åben i ferien end til hverdag, og derfor er det uforståeligt, at butikkerne ikke har åbent, når kunderne gerne vil købe.

Der skal nok være nogle forretningsdrivende, som argumenterer for, at udgiften til ekstra personaletimer ikke bliver opvejet af fortjenesten ved den øgede omsætning. Til det er der bare at sige, at så har de forretningsdrivende ikke forstået, at man først skal skabe et image som levende handelsby, der har åbne butikker, når folk vil handle, før man kan forvente en øget nettoindtjening.

Jeg tror "Frederik" skal være meget mere fremme i skoene med markedsføring, styring og motivering af sine medlemmer.
Camilla Lauridsen, Frederikshavn 28-04-11 10:39:
Jeg er til dels enig i at turisterne skal have bedre muligheder for rent faktisk at komme i byens forretninger, men nogle af forslagene om åbningstider er måske for drastiske med tanke om at de butiksansatte i forvejen har nogle mildest talt trælse arbejdstider der f.eks. passer utroligt dårligt med mulighederne for børnepasning.

Selvom jeg nu giver min holdning til sagen tror jeg det bliver irrelevant med blot masser af tilkendegivelser fra byens borgere. Vi skal have butiksejerne / Frederik med ind i diskussionen sådan at begge sider af sagen rent faktisk kan blive diskuteret. Der er højst sandsynligt nogle gode begrundelser for at holde lukket og fra butikkernes side er der måske nogle andre forslag til åbningsdage og -tider.
Jakob Nielsen, 28-04-11 09:21:
Det er jo fint nok at vi der læser artiklen har en holding, men reelt er det jo uden betydning hvad vi lokale kunder mener.

Dette emne er oppe med jævne mellemrum, men de som virkelig kan flytte noget, nemlig de som har nøglerne til butikkerne er tavse og initiativløse - og så sker der ikke noget i sagen, uanset hvad vi andre måtte tænke eller ønske.

Derfor er det kun butikkerne selv der kan gøre en forskel, og det er virkelig trist at de ikke medvirker til at skabe vækst i handelsslivet, således vi kan få de tomme butikker fyldt op med vare og mennesker (både lokale og turister).

Som en "advarsel" kan jeg orrienterer de handlende i centrum om at jeg selv altid har foretrukket at handle lokalt, men det seneste år har jeg næppe være i gågaden mere end 2 gange, det er ganske enkelt for uinspirerende og udvalget er for smalt. Spiralen er gået i selvsving i den forkerte retning, og det er butikkerne der har ansvaret for at få vendt udviklingen, kundene er her, de handler bare ikke hvis ikke de bliver inspireret til det!
søren kristiansen, frederikshavn 28-04-11 09:05:
Flere end 2000 har læst artiklen. 5 har kommenteret.
Kom nu ind i kampen Frederikshavn. Kan Camilla, kan i også.
99% af de der har læst artiklen er garanteret enige med Camilla, så giv nu den opbakning til kende her, i stedet for hjemme i køkkenet.
Drop den der "jeg skal ikke rodes ind i noget" holdning, den er dræbende for al initiativ, og uanset om det er en turistforening, et byråd eller en politiker der skal have et lille velment dask bag i, så gør det alt andet lige lidt mere ondt at få 200 dask end 1.
Der er mange ting vi er eninge om skal/kan ændres, men "magthaverne" er nødt til at kende vores holdninger og meninger, ellers ændrer de jo ikke på noget. Logisk !!!!

For et par måneder siden var Camilla ude med riven efter de høje forbrugsafgifter i Frederikshavn By.
Hvad er sket siden ? Intet, ud over vi har fået varslet en stigning !!!!!!!!!!!!!!

Godt gået Camilla og jeg håber virkelig at det at du nu giver den lidt gas kan få flere til at bruge den ytringsfrihed som vi kæmper så meget for at bevare, men som meget få bruger.
Måske Kanal Frederikshavn skulle få Kurt Westergaard til at lave en lille tegning.
Christina Thyland, Frederikshavn 27-04-11 21:53:
Tak for det Camilla! - Handelsby?? Hvorhenne spørger man...
Kim Jørgensen, 27-04-11 20:54:
Det var da som bare lige.... Nu kunne man jo fristes til at tro - at jeg har skrevet min artikkel efter jeg har læst Camilla Frost's indlæg. Men det har jeg IKKE.

Jeg har idag fremsendt følgende tekst til avisen :


Hvor går det godt i Frederikshavn
af Kim Jørgensen

Så kom den…. ”Påsken” – med den tilhørende Rødspætte Cup. Det har vi aldrig prøvet før i Frederikshavn – eller har vi ?

Solen skinnede fra en praktisk talt skyfri himmel – temp. på over 20 grader. Uanset om man kørte til højre eller venstre i et vejkryds blev man mødt med biler der ikke just havde danske nummer plader på, men i højere grad svenske, norske og tyske.
En stor del af disse ”gæster” fulgte deres poder til de forskellige håndbold kampe rundt omkring i byen.

Samtidig så man Stena Line anduve Frederikshavn i horisonten for lidt senere, at ankomme til kaj på havnen.

Sjovt nok medbragte Stena Line yderligere et passende antal ”gæster” til Frederikshavn, måske fordi det var Påske og mange har set muligheden for, at kunne tage færgen over Kattegat.

Så kommer spørgsmålet ”är alla stängda” – øhh ja, svarede jeg – det er jo helligdag.

”Kan vi inte köpa lite vatten eller bara en Cola någonstans” – øhhhh jo, svarede jeg igen – ude på Shell Tanken, eller også mener jeg Rema1000 på Gærumvej har åbent…

”är det langt borta” – Nej svare jeg.. et par kilometer.

”är det möjligt att låna dessa by-cyklar” , jaaa, svarer jeg det er det da.

”där kan vi få nycklar” – øhh siger jeg – på Turistbureauet…

”jammen det är stängt” ?

Og sådan blev det ved. Hvor kan man få et kort over Frederikshavn, hvad vil du anbefale vi skal se her i løbet af dagen, er der nogle steder vi kan få en kop morgen kaffe, er der en McDonalds i byen, er der langt til Palmestranden – hvor ligger den o.s.v.

Skagen siger jeg – hvad med Skagen. ” joo säger de, det låter som en bra idé”.

At man så senere på samme dag – ser de samme mennesker komme gående mod Stena Terminalen, med begge hænder fyldt med bæreposer, og hvor et hurtigt blik på poserne viser, at det er da vist ikke poser her fra byen, så var det jeg fik medlidenhed med alle de forretningsdrivende i Skagen, med tanke på – at de er nødt til at holde diverse forretninger/Cafe’er – Turistbureau m.v. åbent i P Å S K E N…
Hvor er jeg stolt over, at bo i Frederikshavn – hvor vi kan klare os selv. Her i byen går de forretningsdrivende åbenbart bare på besøg hos hinanden og bruger lidt penge – og så er vi ”Happy”. Her går det nemlig så godt, at vi behøver overhovedet ikke alle disse ”gæster”.

Hvor er jeg stolt over, at de forretningsdrivende i Frederikshavn har formået, at rejse sig efter den økonomiske krise og efter Color Line flyttede til Hirtshals og vi dermed mistede en del af de købelystne Nordmænd.

Måske kom det som en overraskelse for de fleste, at der blev afholdt Rødspætte Cup og at det rent faktisk betyder flere mennesker i byen.

Til dem som måtte have ”glemt” det – så afholdes der Dana Cup i uge 28, men der holder vi sikkert ”sommerlukket” for det er jo lige midt i skoleferien.

Eller forholder det sig rent faktisk således ”at det går rigtigt godt i Frederikshavn” ?

Jeg er i hvert tilfælde glad for ikke, at bo i Skagen og skulle lægge ører til den evige jammeren fra de forretningsdrivende, fremadrettet slipper vi jo for det her i byen.
Bjarne Christensen, 27-04-11 20:16:
Det var dog de klogeste ord, jeg længe har læst i dette forum. Hvor er det dejligt at der endelig er en der tager fat i problematikken omkring byens centrum og deraf følgende lukke og især åbningstider, godt gået Camilla.
Som flittig berejst turist i sydeuropas større og mindre byer, er det er fornøjelse at gå i gennem gaderne kl. 10 om aftenen, alle ugens dage, og se hvilket liv der er i butikker og på Cafeer og i restauranter i centrum og omkring gågader, og der er mennesker der handler overalt, ikke kun turister, men så sandelig også lokale.
Vi skal selvfølgelig ikke ind og holde næsten døgnåbent i alle vores butikker i frederikshavn, men "Frederik" og dens medlemmer må da kunne finde ud af at når der er gang i gaden, så trækker det folk til, ikke bare turister, men også lokale vil benytte de evt. udvidede åbningstider. Rygtet vil hurtigt sprede sig til vores naboer i både Sverige og Norge. Lidt markedsføring, så er den hjemme.
Giv det dog en chanse, hold butikker i og omkring gågaden åbne fredag, lørdag og søndag, samt på helligdage, til kl. 22.00 om aftenen, i juni, juli og august, der vil helt sikkert komme mange både turister og lokale, og derved give byen det løft som den så sandelig har brug for. Der er da ikke noget der er mere røv kedeligt end at gå i gennem gågaden bare 5 min. efter lukketid. Det ligner en spøgelsesby, det er kun Jolly Butcher der er med til at sætte lidt liv i gaden. Kom i gang "Frederik", det kan kun gå for langsomt.
Karsten Drastrup, 27-04-11 13:53:
ja det er fuldstændig rigtigt ,folk elsker arbejde der er udført det er det nemeste
Vil man øge sin intægt må man gøre noget ,
åben alle 7 dage der er nok der vil arbejde (siger de)
Henrik Hansen, 27-04-11 12:47:
Ramt lige på sømmet Camilla, så kan de lærer det!!!
Fanme en sørgelig by vi efterhånden lever i! VI KAN ALTSÅ (stadigvæk) IKKE SPARE OS UD AF "KRISEN"

Informationer til denne nyhed

Læst: 4496 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.7 af 5 fra 66 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
28-04 - Turistbureau HAVDE åbent i alle pås...
28-04 - Håndboldturnering skaber travlhed p...
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder