Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.04.2010 | Af: Lilly Pedersen

Surrealistisk kunstner udstiller i galleri i gågade

Henning Büllier er en af få surrealistiske kunstnere, der stadig overrasker med nye spændende malerier.

Frem til 21. april udstiller den internationalt kendte kunstner Henning Büllier sine surrealistiske malerier i Ramme Galleriet i Danmarksgade Nord i Frederikshavn.

 

Henning Büllier er en af få surrealistiske kunstnere, der stadig overrasker med nye spændende malerier. De er spændende, fordi man kan gå på opdagelse i værkerne i mange år efter, man måske faldt for det første. Det kan man også i de fleste moderne malerier, men ikke i samme omfang som i surrealistiske værker.

En af de detaljer, denne anmelder finder meget spændende, er malerier, hvor beskueren ser ud gennem et vindue og ser et helt nyt og selvstændigt univers med lige så mange detaljer som det maleri, der er udgangspunkt. Det er svært at beskrive, men se selv.

Detaljerigdommen er enorm, og Bülliers fantasi er næsten ubeskrivelig. For at få de mange detaljer med er det derfor nødvendigt for ham at bruge pensler med ganske få hår, ligesom et par ”kikkert-briller” og kraftig belysning i atelieret er forudsætninger. Det siger næsten sig selv, at det nemt kan tage en måned at male et enkelt maleri.

At beskrive de enkelte malerier vil være en uoverkommelig opgave, ikke mindst fordi malerierne ifølge Büllier selv beskriver hans indre jeg. I malerierne er der detaljer, der ikke er, hvad de umiddelbart ser ud til at være. Det kan være et ansigt, et dyr, et forbudsskilt eller ? og adspurgt om, hvorfor dette eller hint er medtaget, svarer kunstneren, at det faldt ham ind, da han var i gang med det konkrete maleri.

Büllier er autodidakt, men hans maleteknik er af gammel oprindelse. På studier i Portugal og Spanien har han studeret de gamle mestres specielle, spændende og for ham fremragende malekunst, som han var nødt til at tage til sig, og som han håber, med tiden at kunne videreudvikle.

Henning Büllier har altid tegnet og malet. Han debuterede i 1969 i ZR-galleriet i København med naturalistiske malerier med, som han selv formulerer det, en berøring til det surrealistiske. Siden 1990 har han helliget sig surrealismen, og har siden udstillet både i Danmark og udlandet, senest som inviteret udstiller på den internationale ”Florence Biennale”, der blev afviklet fra 5. til 13. december 2009 i Firenze med deltagelse af flere end 800 kunstnere fra 78 lande.


 


 


BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 748 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.0 af 5 fra 3 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder