Gå til hoved-indhold
25. august 2010 - kl. 04.08

Susies' Diner i Sæby forlænger sæsonen

  • 1 af 6
    FOTO: Kenneth Rödin
  • 2 af 6
    FOTO: Kenneth Rödin
  • 3 af 6
    FOTO: Kenneth Rödin
  • 4 af 6
    FOTO: Kenneth Rödin
  • 5 af 6
    FOTO: Kenneth Rödin
  • 6 af 6
    Flere kunder mener, at Susanne Nilsson laver nogle af landets bedste burgers.
Af: Nicklas Vinde Mathiassen

Susies’ Diner i Sæby holder åbent helt indtil slutningen af uge 42. Det skyldes en god sommer og en stor opbakning fra de lokale, som gør det muligt at holde dineren åben uden for turistsæsonen.

Susies’ Diner i Sæby har qua sin beliggenhed overfor Sæby Søbad levet meget på turisterne i sine første to sæsoner. Men også de lokale sæbynitter har i denne sæson fundet den lille perle, hvor der blandt andet langes burgere, sandwiches, hjemmelavet suppe og gammeldags is over disken.

Derfor forsøger ejeren af Susies’ Diner, Susanne Nilsson, nu at holde biksen åben helt indtil slutningen af efterårsferien, dog kun i weekenderne - fredag, lørdag og søndag. Og den sympatiske indehaver tror på en succes.

- Jeg holder åbent, fordi der er et grundlag for, at folk kommer og køber mit mad, hvor specielt burgeren er blevet et kæmpe hit, siger Susanne Nilsson til Kanal Frederikshavn.

Da hun begyndte i Sæby, var det egentlig en grillbar. Men hun har gradvist ændret det til det amerikanske fænomen, en diner. Og faktisk er burgerne blevet så stort et hit, at Susanne ofte får store cadeauer af sine tilbagevendende kunder, som beskriver burgerne som både fantastiske og landets bedste.

Men om det kan løbe rundt at holde dineren åben helt indtil oktober, ved ejeren endnu ikke.

- Vi må se til oktober, når vi lukker ned, om det kan løbe rundt. Men jeg skal også passe mit daglige job i hverdagen ved siden af dineren, fortæller Susanne Nilsson.

- I sommerperioden lever jeg jo meget på turister. Men jeg har i år følt, at sæbynitterne har bakket mig utroligt godt op. Det sætter jeg stor pris på, og det giver mig tro på, at jeg kan få tingene til at løbe rundt, også når turistsæsonen slutter. For i den kommende periode skal jeg leve på den lokale opbakning.

Hos Susies’ Diner har man dog også et grundlag for at fortsætte indtil efterårsferiens slutning. Sommeren i år har nemlig været yderst tilfredsstillende for dineren.

- Det har været en god sommer i år. Godt nok har vi kun sidste år at sammenligne med. Men sammenlignet med sidste sæson, har denne sommer været rigtig god.

Desuden varsler Susanne, at der med stor sandsynlighed vil ske nye tiltag frem mod næste sæson, hvilket hun vil arbejde på i vinterhalvåret.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...