Filip Nordström skifter til oprykkerne fra Kvissel-Ravnshøj IF.
Den kun 17-årige svenske center Filip Nordström skifter til floorballklubben FC Millionaires i Kvissel-Ravnshøj IF fra Lindome IBK i Göteborg.
Den unge spiller bliver i Sverige betegnet som et kæmpe talent, og mange spår ham en stor karriere. Martin Dahlgren, som Millionaires i maj måned lavede kontrakt med, spillede i sidste sæson i kæde med Filip Nordström i Lindome IBK, og det endte som bekendt med at Lindome sikrede sig oprykning.
Filip Nordström blev her nummer tre på den topscorerliste, som Martin Dahlgren blev suveræn nummer ét på. På trods af hans unge alder er han etableret i både boxplay og powerplay og vil i Millionaires få en vigtig rolle i netop disse situationer.
- Jeg har valgt at skifte til Millionaires, da det er en seriøs klub med en høj målsætning. Jeg er stadig i udviklingsstadiet i min floorballkarriere, og jeg mener, at Millionaires er det bedste sted for mig, hvor jeg kan udvikle mig bedst muligt. Klubbens mål om en plads i slutspillet stemmer overens med mine egne ambitioner. Kommer vi dertil, så er jeg også sikker på, at alt kan ske derfra. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at vi kan levere et godt resultat. Truppen ser god ud med en blanding af både erfarne og meget talentfulde unge spillere. Jeg glæder mig meget, og jeg tror det bliver helt perfekt, siger Filip Nordström.
FC Millionaires' cheftræner, Thomas Lodberg, ser frem til forstærkningen fra Sverige. En spiller, som han mener, kan blive en stor profil i den danske Unihoc Liga.
- Filip er født center og har utroligt mange kompetencer. Jeg har set mange centerspillere i mit liv, men jeg har sjældent set nogen så komplet som ham i hans unge alder. Han er kun 17 år gammel, men jeg tøver ikke et sekund med at sige, at han bliver en stor spiller ikke bare for Millionaires, men i hele Unihoc Ligaen. Knægten er simpelthen fantastisk, og han har alt, hvad der skal til for at blive en af de aller bedste, mener Thomas Lodberg.
Samarbejdet er kommet i stand via Martin Dahlgren, som har anbefalet Millionaires at kigge på Filip Nordström. Han har gennem hele sidste sæson haft ham tæt på kroppen i Lindomes førstekæde, hvor de to havde et fantastisk samarbejde.
Martin Dahlgren om Filip Nordström:
- Filip er en spiller med en ekstremt god spilforståelse. Han har en rigtig god teknik og er fantastisk god til at holde på bolden. Taktisk er han meget udviklet, og så er han meget ydmyg og villig til at lære. Grunden til, at jeg anbefalede Filip til Millionaires er, at jeg mener, at han er en usleben diamant, som i det rette miljø og med tillid fra træneren kan blive så god, som han selv ønsker at blive. Dette er samtidig en stor chance for ham til at blive udviklet yderligere som spiller og menneske i en alder af bare 17 år.
Filip Nordström har lavet en aftale, der begynder 1. august og løber til 30. april 2011. Han skal spille med trøjenummer 17.