Rødspætte Cup blev vanen tro sat i gang med indmarch og efterfølgende opvisningskamp foran mange spændte og forventningsfulde håndboldentusiaster fra både Danmark, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.
En stor del af stævnets 4.400 deltagere var mødt op i Arena Nord denne traditionsrige aften. Og netop tradition er ét af nøgleordene omkring Rødspætte Cup, hvor det ofte er de samme hold, som år efter år vender tilbage til den danske havneby.
- Det er en tradition og en god afslutning på hver håndboldsæson, siger Lisa Gyllander fra den svenske klub HK Opal til Kanal Frederikshavn.
Det tiltalende ved Rødspætte Cup er ifølge spilleren stævnets håndboldmæssige høje niveau samt det sociale før og efter kampene.
- Det bedste ved Rødspætte Cup er at møde nogle af de bedste hold i vores årgang og ellers bare opleve noget andet, end det vi oplever hjemme i Sverige. Selvfølgelig er en stor del af det også at møde venner fra hele Skandinavien, lyder det endvidere fra svenskeren.
De første gruppespilkampe ved Rødspætte Cup spilles fredag, mens der er finaler på mandag.