Gå til hoved-indhold
04. juli 2016 - kl. 14.07

Syriske flygtninge er biavlere hos Dafolo

  • 1 af 4
    FOTO: Privat
  • 2 af 4
    FOTO: Privat
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Kanal Frederikshavn

I samarbejde med den lokale biavlerforening Knivholt Bilaug bidrager Dafolo til integrationen af to syriske flygtninge. 

Knivholt Bilaug har gennem nogen tid arbejdet med at engagere lokale flygtninge med kendskab til biavl i foreningens arbejde. Tanken er at lære af hinanden og ikke mindst at give flygtninge et indblik i nærdemokratiet, og hvordan det praktiseres i Danmark, gennem medlemskab af en lokalforening.

En af de store udfordringer med biavl for flygtninge er at finde en god placering til bistader, opbevaring af udstyr og et sted at slynge honning. Dafolos kontor- og produktionsbygninger ligger i skønne omgivelser på Suderbovej i Frederikshavn, og da formand for Knivholt Bilaug Hanne B. Larsen præsenterede projektet for adm. direktør Hans Christian Højslet, var der med det samme opbakning til initiativet med et sponsorat af to nye bifamilier. Efter fremvisning af virksomhedens friarealer blev der hurtigt iværksat en plan for gennemførelse af projektet - herunder etablering af en bigård og fremskaffelse af en container til udstyr.

De to flygtninge Samer Al Moli og Hassan Alkudsi - begge med erfaring i biavl fra hjemlandet Syrien – har, bare fire uger efter den første kontakt, installeret to bifamilier i nye flotte stader på Dafolos friareal. Tanken er, at bifamilierne med pasning fra Samer og Hassans side hurtigt skal vokse sig store og producere honning indsamlet af nektar fra lokalområdet. En bifamilie består af op til 60.000 bier i højsæsonen, og der kræves et godt kendskab til driften herunder bekæmpelsen af varroamiden, hvis biavleren skal kunne høste de gyldne dråber.

Knivholt Bilaug er en forholdsvis ny lokalforening under Danmarks Biavlerforening. Foreningen er meget aktiv og har efter tre år 60 aktive biavlere som medlemmer. Bilauget holder til på Knivholt Hovedgaard, hvor der er en stor velfungerende skolebigård samt uddannelsesfaciliteter.

Knivholt Bilaug har som hovedformål at uddanne nye biavlere samt være mødested for udveksling af erfaringer blandt nye såvel som erfarne biavlere. Endvidere lægges der meget vægt på formidling af biernes betydning for bestøvning af bærbuske, frugttræer og mange planter i landbruget. Dette gøres igennem undervisning af skoleklasser og institutioner, hvor der stilles bidragter og faciliteter til rådighed.

Dafolo A/S er etableret i 1957 og har hovedkontor i Frederikshavn samt afdelinger i Fredericia, København og Rødovre. Virksomhedens forretningsområder omfatter Dafolo Grafisk, Dafolo Lager, Dafolo Forlag og Dafolo IT. Igennem de senere år har Dafolo A/S oplevet positiv udvikling baseret på organisk vækst, samarbejdsaftaler med partnere og opkøb. Der er mere end 100 medarbejdere i Dafolo-koncernen.

I Frederikshavn, hvor virksomheden har sit hovedkontor, produktion og lager, samarbejdes der med Frederikshavn Kommunes dagtilbud Gimle, der er et aktivitets- og samværstilbud til kommunens voksne borgere med varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne – og nu også med Knivholt Bilaug.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...