Syv medaljer og klubpokal til skøjteløberne fra FSF
Skøjteløberne fra Frederikshavn Skøjteforening (FSF) deltog i weekenden for første gang i denne sæson i konkurrence, da der blev afholdt HSK Cup i Hvidovre.
Til konkurrencen havde 11 af klubbens konkurrence- og mesterskabsløbere tilmeldt sig, og det blev en succesfuld weekend, idet der blev hentet ikke færre end syv medaljer samt satte en del nye personlige rekorder, og derudover blev FSF flot nummer to i den samlede klubkonkurrence, hvor alle løbernes resultater tæller med.
Det er efterhånden ved at blive en tradition, at FSF hjemtager en klubpokal fra HSK Cup. Skøjteklubben København vandt klubkonkurrencen foran FSF og Hvidovre Skøjteklub.
I Springs K1 vandt 11-årige Matilde Maysfelt Jensen en flot guldmedalje med et program med to flotte Axler og to level 2 piruetter med plusser fra dommerne. I samme række deltog også 11-årige Lærke Gregersen Feldtmose og Josefine Toft Bregnhøj, ligeledes 11 år.
For Josefines vedkommende var der tale om debut i konkurrencerækken, og Josefine løb et smukt program med fine bevægelser til musikken og landede blandt andet også 2 Axler. En imponerende debut i konkurrencerækken, der lover godt for fremtiden. Josefine endte som nummer 10 i rækken.
Lærke var lidt uheldig, idet det desværre ikke var den rigtige version af hendes musik, der blev spillet, og hun fik derfor fradrag for forkert længde på musikken. Lærke lykkedes dog med at lande to flotte Axler og fik fine point af dommerne for sin performance og skating skills. Lærke endte på en placering som nummer ni i den store række.
I Springs K2 vandt 11-årige Maja Gosvig Valuer guldet med en stor margen ned til nummer to. Maja havde fire dobbeltspring med i sit program, to flotte Axler og to level 2 piruetter med plusser fra dommerne. Maja satte desuden personlig rekord.
I Junior K1 vandt 17-årige Stephanie Lykke Wennerwald en flot sølvmedalje efter et program med flotte enkeltspring og fine skating skills. I samme række vandt Alberte Kondrup Madsen, ligeledes 17 år, bronzemedalje. Alberte havde flotte enkeltspring og fik specielt også gode point for sin kombinationspiruette.
I Junior K3 kom 15-årige Frederikke Moll Harstad øverst på podiet. Frederikke løb et flot program med mange fine dobbeltspring og med en flot level 3 piruette, der gav gode point fra dommerne.
I rækken Springs M løb Sara Maya Pruteanu og Astrid Møller Carlsen, begge 11 år, nogle rigtig flotte programmer og satte begge personlige rekorder. Sara Maya landede en flot dobbelt Salchow og havde et rigtig fint forsøg på en dobbelt/dobbelt kombination og vandt bronze. Astrid lykkedes blandt andet med en flot siddepiruette og opnåede rækkens anden bedste score for performance og skating skills, og det blev til en fjerdeplads i rækken til Astrid.
I Novice M deltog 15-årige Victoria Linneberg-Eriksen, der til denne sæson er flyttet til FSF fra Aalborg Skøjteløberforening. Victoria lå nummer otte efter lørdagens korte program, hvor et fald i hendes springkombination desværre kostede en del på pointkontoen, men et smukt langt program resulterede i en placering som nummer seks, og dermed blev det til en samlet syvendeplads i den stærke Novice-række. Også Victoria satte ny personlig rekord.
I Junior M lå 16-årige Camilla Poulsen nummer et efter det korte program. I det lange program lykkedes det blandt andet for Camilla at lande en tripple Lutz, som er det næst sværeste tripplesping, og Camilla fastholdt førstepladsen og kunne få hængt en flot guldmedalje om halsen.
Nu ser skøjteløberne fra FSF frem til næste weekend, hvor der er konkurrence på hjemmebane i Iscenter Nord for alle konkurrenceløberne.
Samlede resultater ved HSK Cup 2022:
Konkurrencerækken:
Springs K1:
Matilde Maysfelt Jensen nr. 1 (21,71 point)
Lærke Gregersen Feldtmose nr. 9 (16,80 point)
Josefine Toft Bregnhøj nr. 10 (15,75 point)
Springs K2:
Maja Gosvig Valeur nr. 1 (25,46 point)
Junior K1:
Stephanie Lykke Wennerwald nr. 2 (23,59 point)
Alberte Kondrup Madsen nr. 3 (19,97 point)
Junior K3:
Frederikke Moll Harstad nr. 1 (39,13 point)
Mesterskabsrækken:
Springs M:
Sara Maya Pruteanu nr. 3 (28,37 point)
Astrid Møller Carlsen nr. 4 (25,82 point)
Novice M:
Victoria Linneberg-Eriksen nr. 7 (64,82 point)
Junior M:
Camilla Vinther Poulsen nr. 1 (108,45 point)
Klubkonkurrencen:
FSF nr. 2










































