Cykeltaxafirmaet NordCab er på plads med syv cykler og en snes personer under dette års Rock i Frederikshavn.
Har de kolde fadøl smagt lidt for godt, så er det en rigtig god idé at lade bilen stå og i stedet benytte sig af en cykeltaxa fra NordCab, der stiller sig til rådighed under årets Rock i Frederikshavn.
Initiativtageren er Carsten Andreasen, der fortæller, at der er syv cykler og 20-22 personer NBC (den lokale cykelklub) fordelt på de to dage til at hjælpe folk enten videre ned i byen eller hjem i seng.
Dermed er der rig mulighed for at blive transporeret sikkert hjem på en særdeles miljøvenlig måde. Der er plads til to mennesker på hver cykel, og Carsten Andreasen lover, at cyklerne vil stå til rådighed så længe, der er kunder til det fra den musikalske oplevelse på Knivholt.
Pengene, der køres ind i forbindelse med Rock i Frederikshavn, donerer NordCab til Folkekirkens Nødhjælp. Hver cykel er udstyret med en plomberet indsamlingsbøsse, hvor bidraget skal puttes i.
Sikkert hjem - og det går til et godt formål. Det er to fluer med et smæk.