FfI er på fjerdepladsen efter weekendens skuffende nederlag til Tårs/Ugilt. Kun de fire bedste kvalificerer sig til oprykningsslutspillet i foråret. Der resterer tre spillerunder.
FfI's JS-hold i fodbold leverede lørdag langt fra en prangende indsats i hjemmekampen mod topholdet Tårs/Ugilt. Gæsterne vandt 2-1 efter to personlige fejl i FfI-forsvaret. FfI's anfører, Mike Petersen, reducerede til 1-2 på straffespark i overtiden.
Kampens første 45 spilminutter var generelt en noget kedelig affære. Midtbanen blev brugt meget flittigt, og det var småt med store chancer. Første halvlegs største åbne chance stod Jesper Thorius for, men han sparkede langt over mål, hvilket var kendetegnende for FfI's indsats denne lørdag.
Bedst som man troede, at pausestillingen skulle være 0-0, skete der det, som ikke måtte ske. Fire minutter før pausen taber målmand Kenneth Isaksen et helt ufarligt indlæg ned for fødderne af Tårs’ Christian Moselund, som bringer sit hold i spidsen med 1-0.
I pausen foretog Peter Jacobsen en udskiftning. Christian O. Hansen blev skiftet ud. Ind kom Mike Kaljo, som i flere omgange var tæt på at udligne, bl.a. havde han et skruet skud på overliggeren og et skud på mål, som desværre blev blokeret af en Tårs-spiller.
Vi skulle herefter helt hen til de døende minutter af kampen, før der igen var noget at notere. En stor fejl fra FfI's midtbane sendte Tårs’ målmaskine, Thomas ”BT” Andersen, af sted mod mål. Han afdriblede Kenneth Isaksen og sparkede køligt bolden i mål. 0-2 med få minutter tilbage.
FfI fik ét minut inde i overtiden et trøstmål. Mike Kaljo fik tilkendt et straffespark, som anfører Mike Petersen med vanlig sikkerhed sparkede i kassen til 1-2, som også bliver slutresultatet.
- Vi spiller ikke specielt godt i dag. Målene, Tårs/Ugilt får, er to personlige fejl, som ikke er Jyllandsserien værdig. Nu er de resterende kampe, vi har tilbage, skæbnekampe, hvis vi vil være blandt de 4 bedste, sïger FfI-træner Peter Jacobsen.
Næste lørdag, 24. oktober, gæster FfI Aars FC. Her venter der Peter Jacobsens drenge en overordentlig stor mundfuld mod et godt kørende Aars FC-mandskab. En sejr er dog nødvendig, hvis en placering i Top 4 skal være en realitet.
Kampinfo: F.f.I. – Tårs/Ugilt IF 1-2 (0-1) FfI's hold: Kenneth Isaksen – Theis Vad, Jacob Hørbye, Carsten Reinert, Steffen Jensen – Andrew Nilsson, Mike Petersen, Mikael Jensen, Christian O. Hansen (45: Mike Kaljo) – Jesper Thorius (55: Rasmus Wrensted) – Kasper Møller & Jesper Thorius (70. Nikolaj Hesthaven) Mål: 0-1 Christian Moselund (41.), 0-2 Thomas ”BT” Andersen (88.), 1-2 Mike Petersen (90+1, str.) Gule kort: FfI: Rasmus Wrensted (60.) – Tårs/Ugilt: Ingen Tilskuere: Ca. 120 Kampens spiller: Carsten Reinert med 5 stemmer