Tilskuerne kårede Martin Højbjerg til kampens mest værdifulde WH-spiller.
OPDATERET KL. 22.15: Gæsterne fra Esbjerg vandt skudstatistikken tirsdag aften i Scanel Hockey Arena, men Frederikshavn White Hawks erobrede alle tre point med en sikker 5-1 sejr over EfB Ishockey - alle mål blev sat ind af spillere fra anden- og tredjekæden.
Specielt i første periode var vestjyderne toneangivende, men høgene var effektive og førte 2-0 efter kampens første 20 minutter. Målscorere fra Tomi Jokinen og Martin Højbjerg - sidstnævnte blev kåret til kampens mest værdifulde White Hawks-spiller.
I anden periode sad White Hawks på spillet og de fleste chancer, og det udnyttede Christian Schioldan (powerplay) og Christian Nordentoft med scoringer til 3-0 og 4-0.
I tredje periode fjernede Morten Smedegaard hurtigt ethvert tilløb til spænding. Ligaens højeste spiller - 197 cm - var på pletten til 5-0 mod sin barndomsklub. Pasi Touminen reducerede hurtigt til 1-5, men herfter bød kampen ikke på flere scoringer.
- Kampen var ikke specielt underholdende. Vi kan dog glæde os over, at Frederik (Andersen, red.) stod godt, og vi hjalp ham bedre. Christian Nordentoft viste god energi, og både Morten Lie og Mads Bech spillede godt, fortæller kaptajn Mike Grey.
For EfB Ishockey må turen hjem derimod føles både lang og uretfærdig. Bundholdet vandt skudstatikken med 30-23 (13-7, 5-10, 12-6), men Frederik Andersen i White Hawks-målet stod for det meste i vejen.
Hjemmeholdet stillede op uden William Kivistö-Larsson, som var ramt af en maveonde.
720 tilskuere overværede kampen. Der skulle gerne komme mindst det dobbelte - og gerne tæt på 2.000 - når White Hawks fredag aften får besøg af lokalrivalerne fra AaB.