ISTØLT FREDERIKSHAVN kan snart meldt om alt udsolgt. Der er 188 ud af 1.200 billetter tilbage til arrangementet, som finder sted lørdag 5. februar i Iscenter Nord.
- Vi har oplevet en stor stigning i salgshastigheden i forhold til sidste vinter, hvor salget først for alvor begyndte i januar, fortæller Jan Michael Madsen fra arrangørgruppen.
Dette faktum - sammenholdt med den væsentligt større tilmelding af ryttere og heste generelt samt den øgede deltagelse af norske og svenske heste - tegner et billede af ISTØLT FREDERIKSHAVN som en succesfuld nicheevent i vækst.
- Det fastslår samtidigt Iscenter Nord Frederikshavn som en attraktiv ramme med optimal placering i forhold til udviking af denne topkonkurrence for eliten i dansk islandsheste sport, mener Jan Michael Madsen.
Der forventes også en stærk udvikling i konceptet OPTAKT TIL ISTØLT på Knivholt Hovedgaard. Det finder sted lørdag 29. januar og er et heldagsarrangement for hele familien. Her forventes omkring 75-100 deltagende ryttere - med hver sin hest, alt afhængig af vejret.
- Arrangementet på Knivholt er en ur-premiere begivenhed, så vi har p.t. ikke et bud på antal besøgende uden hest, men et slag på sadeltasken kunne være 250, lyder det fra Jan Michael Madsen.