Nordjyske Jernbaner lancerer en stor kampagne, som skal få flere nordjyder til at skifte bilen ud med toget.
47.362 kr. om året! Så mange penge kan en pendler mellem Frederikshavn og Skagen spare ved at udskifte bilen til 150.000 kr. med et togkort. I en stor kampagne i de kommende uger vil Nordjyske Jernbaner derfor slå fast, at det ikke kun er mere afslappende at tage toget – der er faktisk også mange penge at spare.
- Vi udsender et gratis klippekort til 29.000 husstande langs Hirtshalsbanen og Skagensbanen for at give en gratis mulighed for at prøve toget. Og samtidig vil vi gøre især pendlere opmærksomme på, at der er mange penge at spare ved at droppe bil nummer to og tage toget i stedet, siger Nordjyske Jernbaners administrerende direktør, Preben Vestergaard.
Han er overbevist om, at mange ikke ved hvor meget, der egentlig er at spare ved at tage toget. Derfor har NJBA på selskabets hjemmeside www.njba.dk lavet en kalkulator, sådan at en pendler hurtigt kan se den præcise besparelse mellem to stationer.
De 29.000 husstande, der i de kommende uger får et gratis klippekort, ligger i en radius af to kilometer fra et af banernes standsningssteder.
Mange pendlere bruger allerede i dag Nordjyske Jernbaner. De ved, at det er afslapning i overhalingsbanen, som Preben Vestergaard udtrykker det.
- De bruger rejsetiden til at arbejde og læse, og om godt et måned kan de oven i købet surfe via togets gratis Internet i stedet for at stresse af sted i bilen, og i disse uger kan tiden bruges til at nyde det snedækkede landskab i stedet for at tænke på glatte veje, siger Preben Vestergaard.
Nordjyske Jernbaner lancerer samtidig en ny hjemmeside. Og for at vænne banernes brugere til den, trækkes der lod om to iphones. Det sker ved at svare på nogle spørgsmål.
- Svarene skal være med til at gøre os endnu dygtigere. Vi er til for vore passagerer – og ved at få svar på spørgsmålene har vi en mulighed for at opfylde flere af vore passagerers ønsker og dermed blive endnu bedre, siger Preben Vestergaard.
Venligst Inger
Tilskuddet bliver helt sikkert ikke større, hvis flere tager toget.