12.10.2010 | Af: Kanal Frederikshavn og Bettina Thomsen
Taxa Vendsyssel beklager sammenfald af uheld
Bettina Thomsen: - Det må jo gå forrygende i denne branche, når man kan tillade sig en sådan ignorant opførsel.
- Et sammenfald af uheld gjorde, at over 10 procent af vores vogne var på værksted mandag eftermiddag. Dette er absolut ikke normalt og kan kun beklages.
Det siger direktør Bo Sandemand, Taxa Vendsyssel, i en kommentar til den kritik, som Bettina Thomsen fremfører længere nede.
Han tilføjer, at eftermiddage ved 16-tiden ER en travl periode for Taxa Vendsyssel. På dette tidspunkt er der bl.a. en del kørsel til og fra lufthavnen samt skolekørsel.
Bo Sandemand oplyser desuden, at den gennemsnitlige ventetid i centralen i nævnte tidsrum var 10 sekunder, og den længst ventende kunde ventede i 1 minut og 2 sekunder.
Bettina Thomsen har skrevet dette kritiske indlæg om Taxa Vendsyssel: Kan det virkelig passe, at gæster, der besøger vores by og sågar vil betale for at komme rundt i den, skal vente en halv time på en taxa? Kan det virkelig passe, at der er så travlt en mandag eftermiddag ved 16-tiden, at vi er nødt til at finde et andet alternativ, så vores gæster kan komme videre fra a til b?
Desværre er det ikke første gang, vi oplever den helt igennem dårlige og utilstedelige service fra Taxa Vendsyssels side, og vi undrer os rigtig meget. Det må jo gå forrygende i denne branche, når man kan tillade sig en sådan ignorant opførsel.
Det er beklageligvis ikke kun bilerne, vi skal vente på. Når vi ringer til centralen, kan der nemt gå op til 7-8 minutter med at vente på at gå fra nummer 1 i køen til endelig at komme igennem. Det er ikke godt nok!
Vi "sælger" Frederikshavn som byen, der er gået fra at være en værftsby til at være blevet en værtsby. Men så har vi da gjort regnestykket op uden at tage taxa med!
Vi kan under ingen omstændigheder være gode værter med Taxa Vendsyssels uacceptable behandling af os og ikke mindst gæsterne i vores by.
Vores frustration er stor og vokser sig større, når vi gang på gang oplever, at Taxa Vendsyssel ikke leverer "varen". Det kan gøres meget bedre, og jo før jo bedre!