Teaterforening klar med hele 15 tilbud i ny sæson
Frederikshavn Teaterforening har hele 15 tilbud i den kommende sæson, hvortil det nu er muligt at købe billetter til den enkelte forestilling.
Det kan ske på teaterforeningens hjemmeside -www.frederikshavnteaterforening.dk - via www.billetten.dk eller på alle hverdage mellem kl. 9-15 i Det Musiske Hus.
- Folk kan altså sidde derhjemme i ro og mag og bestemme, hvilke forestillinger de ønsker at se, klikke ind, bestille, betale og printe ud - så nemt er det. Men skynd dig, flere af vores forestillinger har allerede solgt rigtig godt, fortæller næstformand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
Man har i høj grad bestræbt sig på at sammensætte et repertoire med mangfoldighed, kærlighed, glæde og stjernestunder i stor stil. Der er forestillinger på Kappelborg, Det Musiske Hus, Frederiks Bøfhus og i Maskinhallen.
Første arrangement er 8. september med Mette Blomsterberg, kendt fra udsendelsen "Det Søde Liv" på DR1, hvor hun begejstrer danskerne med sine fantastiske desserter og kager.
14., 15. og 16. september kan publikum se frem til en helt speciel aften i Frederikshavn, når karaktererne fra "Halløj på Badehotellet", Sybil, Basil og Manuel, tager imod dem som gæster og serverer en middag. Australia har haft enorm succes i Australien, Irland, England og Holland med deres helt unikke totalteateroplevelse "FAULTY TOWERS... the dining experience".
Senere kommer bl.a. Ditte Gråbøl, Søren Hauch-Fausbøll, Kurt Ravn, Birthe Neumann, Tommy Kenter, Mads Keiser, Sofie Stougaard, Jesper Lundgaard, Søren Spanning, Thomas Mørk og Waage Sandø og optræder.





































