Thyra Frank besøgte hospice og Aktiv Hverdag
Liberal Alliances spidskandidat i Nordjylland, Thyra Frank, blev klædt på til det kommende folketingsvalg, da hun i går besøgte Frederikshavn.
Særligt besøget hos Aktiv Hverdag på Grønlandsvej gjorde indtryk. Thyra Frank blev overrasket over at høre, at de tre private hjemmeplejefirmaer i Frederikshavn Kommune må tage til takke med en timepris, som ligger op til 100 kroner under den kommunale pris.
- Det er langt ude, lød det bramfrit fra Thyra Frank, som i næsten to timer med stor interesse holdt møde med Susanne Anesen, indehaver af Aktiv Hverdag.
Hun åbnede sin virksomhed i 2009. Det skete med kun to visiterede borgere og hende selv som eneste medarbejder. I dag - seks år senere - kører de 85 medarbejdere ud til 415 borgere i hele Frederikshavn Kommune.
- Men vi tjener ikke flere penge sammenlignet med, da vi havde 20 medarbejdere, erkendte Susanne Anesen.
Hun er især bekymret over, at de private firmaer skal betale fuld løn i 30 dage, når medarbejderne bliver syge.
- Det kan reelt lukke min forretning, hvis vi får mange sygemeldinger. Indtil nu har vi forsikret os ud af problemet, men det er ikke længere muligt, fordi vi er blevet så mange medarbejdere, forklarede Susanne Anesen.
Hun mener, at det er for nemt for medarbejdere at blive hjemme på fuld løn ved sygdom.
- Lad os få tre karensdage, hvor de selv skal betale ved sygdom, foreslog Susanne Anesen.
Thyra Frank noterede denne udmelding og lyttede i det hele taget ivrigt til de mange synspunkter, og hun blev næsten helt flov over, at hendes eget parti, Liberal Alliance, har været med til at vedtage den lov, som Aktiv Hverdag bestemt ikke er tilfreds med. Og Thyra Frank har naturligvis bemærket, at mange hjemmeplejefirmaer landet over drejer nøglen.
- Og det er ikke godt. Det er vigtigt, at borgerne har flere muligheder at vælge imellem. Det tvinger alle til at oppe sig, sagde Thyra Frank, som blev kendt i hele Danmark for sin evne til - med fokus på omsorg, respekt og kærlighed - at lede friplejehjemmet Lotte på Frederiksberg.
Thyra Frank besøgte også Hospice Vendsyssel på Suderbovej i Frederikshavn. Det gjorde hun sammen med LA's folketingskandidat i Frederikshavn-kredsen, Klaus Hjulmand. Besøget varmede Thyra Frank, fordi hun kunne mærke, hvordan personalet i den grad var bevidste om, at de arbejder med mennesker.
Frokosten spiste de to folketingskandidater på toppen af Kattegat Silo, hvor Klaus Hjulmand blandt andet gjorde Thyra Frank klogere på havneudvidelsen i Frederikshavn og ikke mindst behovet for at finde medarbejdere til 4.500 stillinger, som skal besættes inden 2020.





































