Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.01.2018 | Af: Michael Frederiksen

Tidligere anfører gør comeback i Skagen IK

Det er ikke kun træner Jesper Nielsen (foto), som gør comeback i Skagen IK. Mikael Andersen er igen til disposition for klubbens serie 2-hold.
Jesper Nielsen skal for fjerde gang være cheftræner for Skagen IK's bedste fodboldspillere, og det er lykkedes ham at overtale en "gammel" anfører til også at gøre comeback.

 

- Mikael Andersen har mod på at starte igen efter at have haft rygproblemer i sidste sæson. Han vil være en markant forstærkning og et samlingspunkt på et meget ungt hold, vurderer Jesper Nielsen.

Han afløser Jan Wrensted, som i sidste spillerunde - med en udesejr over Flauenskjold - sikrede Skagen IK endnu en sæson i serie 2.

- Det bliver dejligt og spændende at komme i gang igen med trænerjobbet. Det ser jeg frem til, siger Jesper Nielsen.

Skagen IK's serie 2-hold gennemfik i efteråret et større generationsskifte. Jesper Nielsen glæder sig til at arbejde med de unge spillere. Derudover kan han glæde sig over mindst to forstærkninger. Sebastian Nielsen (Aalborg Freja) og Frederik Nielsen (FfI U17) vender hjem til Skagen.

- De har fået "armen vredet om", smiler Jesper Nielsen, som er far til de to spillere.

Den nye Skagen-træner forventer, at de rutinerede kræfter i truppen fortsætter. Det gælder ikke mindst anfører Michael Pedersen.

- Vi har stadigvæk en rutineret stamme intakt fra sidste sæson, så umiddelbart ser vi frem til en sæson, hvor spillermaterialet ser ganske fornuftigt ud, vurderer Jesper Nielsen.

Den officielle sæsonstart er lørdag 3. februar, men spillerne har selvtrænet hver torsdag, siden turneringen sluttede i november, så de starter ikke helt fra bunden. Derudover begyndte spillerne i seniorafdelingen med fysisk træning - crossfitness - i tirsdags.

Jesper Nielsen havde spillerne samlet til et møde i december. Interessen var yderst tilfredsstillende. Der var deltagelse af 35 seniorspillere.

- Jeg kommer til at lægge vægt på et godt kollektiv. Vi skal fungere godt som en enhed, og det skal helst være meget svært at få point med hjem fra Skagen. Vi skal kunne spille direkte og angrebsivrigt, men samtidig skal vi være godt organiseret. Et god balance mellem det offensive og defensive skal vi tilstræbe. Det er altså ikke enten eller, men snarere både og. Derudover skal vi kunne true modstanderne ved standardsituationer. Her skal vi gerne have et plus på kontoen, fortæller Jesper Nielsen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Skagen IK

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close