Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
04.11.2010 | Af: Leif Jensen

Tina Dickow: Melankolsk og bundmusikalsk

Tina Dickow indledte sin turné i Frederikshavn, og der var fuldt hus i Det Musiske Hus.

Leif Jensen skriver i denne anmeldelse, at Tina Dickows optræden i aftes i Frederikshavn udviklede sig til én af de hidtil bedste koncerter i Det Musiske Hus.

 

"Det kan godt være, at I har glædet jer. Men jeg har glædet mig endnu mere", fortalte Tina Dickow, da hun onsdag aften stod på scenen i Det Musiske Hus. Koncerten i Frederikshavn var startskuddet på en turné, der bringer den unge smukke sangerinde rundt i vores danske land.

Det med, at hun havde glædet sig, kunne tydeligt mærkes. Med sin selvsikkerhed og charme, hvor alt kommer lige fra hjertet af, stod hun totalt cool deroppe på scenen og formåede snildt at tryllebinde hele salen.

“Vil I med ud og rejse”, var åbningsreplikken fra den århusianske sangerinde med guitaren og det lange lyse hår. Derefter fløj samtlige fremmødte væk fra det mørke og regnfulde november, mens Tina Dickow og bandet spillede første nummer “The City/London”.

Senere gik turen sydpå til Paris og til “Sacre Coeur”. Det er sange om længsel. Længslen efter at komme væk fra det hele og længslen efter at komme hjem igen. Melankoli af bedste karat, som Tina Dickow mestrer fuldt ud.

Efter at have boet i London i nogle år, er hun flyttet hjem til Danmark igen. Hjemlængslen var åbenbart for stor, og det kom der en hyldestsang til hovedstaden ud af med sangen "Copenhagen". På opfordring fra en kvindelig publikummer blev København, så hurtigt til Frederikshavn på andet vers. “Frederikshavn - I never felt your grip so tight“, var ordene, da Tina Dickow med et stort smil gik i gang med det moment af sangen.

Det var egentligt godt rammende, for frederikshavnerne havde også glædet sig og var med på sangene lige fra starten af. Salen var proppet og hvis ikke der var udsolgt, så var det dæleme tæt på. Og heldigvis for det da, for det her var én af de bedste koncerter, som Det Musiske Hus nogensinde har lagt gulv til.

Lige så skrøbelig og sårbar, som Tina Dickow kan være, lige så rå og fræk kan hun også være. Som på “Stains”, der, som sangerinden selv udtrykte det, handler om at have gjort noget rigtigt skidt og egentligt have det rigtigt godt med det. Den sang var begyndelsen på en god håndfuld sange, hvor vi fik hende at se for fuld udblæsning.

Den seje “On The Run”, hvor Tina synger de flotte skrevne ord : “And it looks like freedom and it smells like fun - But it feels like being on the run” gled over i hittet fra radioen lige nu: “Welcome Back Colour”. Det er titelnummeret på hendes nyeste album, der samtidig er en opsamling med de største sange fra hendes i alt seks albums indtil videre.

Kulminationen ved aftenens optræden var “Open Wide”, hvor de fremmødte for alvor sang med, og hvor en nærmest rørt Tina Dickow bagefter bekendtgjorde, at der kunne man tydeligt høre, at den havde man øvet sig på hjemmefra.

Aftenens sidste sang var en solosang fra sangerinden. Resten af bandet havde forladt scenen, og tilbage var Tina Dickow alene og forladt med sin guitar. “Room With A View” blev smukt fremført. Igen en sang om længsel skrevet under opholdet i England, og med netop den sang blev den aftenens musikalske rejse fuldendt.

Tina Dickow er Danmarks førende kvindelige troubadour, men der lurer godt nok også en rockmama i hende. Ikke en gemt rockmama, for hun er kommet op til overfladen og det klæder hende godt, at der er kommet lidt mere tråd på. Herligt at se, at hun trække så mange frederikshavner op af sofaen på en mørk onsdag i november.

Tak for rejsen og sangene, Tina D. og band - og god vind på resten af turen rundt i det danske land. Jeg ville nødigt have undværet denne store oplevelse...


 


BillederTilføj billede


FOTO: Leif Jensen

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 906 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.8 af 5 fra 13 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder