Gå til hoved-indhold
05. december 2010 - kl. 09.12

Tina Dickow og The Chieftains til Skagen

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    The Chieftains har i mange år stået på Skagen Festivals ønskeseddel, og nu er det endeligt lykkedes at få dem med på festivalen.
Af: Kanal Frederikshavn

Næste års Skagen Festival - der finder sted i dagene 30. juni til 3. juli - er nu klar med en række af de første navne, og det tegner allerede spændende.

DE GYLDNE LØVER - lørdag aften i Badmintonhallen

Så er det ved at være tid til, at De Gyldne Løver indtager Skagen igen. Løverne har været velsete og trofaste gæster med jævne mellemrum på Skagen Festival. Sidste gang var i 2007, da de modtog årets folkemusikpris. Nu er tiden så atter inde til at møde disse gæve vendelboer endnu en gang.

Inspirationen kommer fra Irland, hvor ikke mindst ”The Dubliners” og ”The Clancy Brothers” har været deres helt store forbilleder. Den sorte humor, de indbyrdes drillerier og spilleglæden gør altid en koncert med løverne til en speciel oplevelse. De har også altid haft øje for de skæve eksistenser, landsdelen har haft så mange af, og som fortjener en stille ballade.

KJELD TORBJØRN OG DEN ANDEN UNGDOM - torsdag aften i Skagen Kultur & Fritidscenter.

Et af de nye bands på årets festival er Kjeld Torbjørn og Den Anden Ungdom - og hvem er så det? Det drejer sig om frontfiguren Kjeld Torbjørn fra ”Slåbrok Band”, der er begyndt at spille igen – og heldigvis for det.

Programmet byder på en blanding af de gamle hits og så nye numre i den gamle ånd. Der er noget til lattermusklerne, når man kan genhøre sange som: ”A er så glå´e for dyr” – ”Bondemand Jensen” og hvad de nu hedder alle sammen – men også fra deres nye CD: ”Den der med ham fra Slåbrok Band..”, hvor man hører om ” Æ billede a Muhammed” – ” Di bløw åelsammen drille” og flere sange, der nok skal gå rent ind hos publikum.

NALLE AND HIS CRAZY IVANS – torsdag aften i Skagen Kultur & Fritidscenter

Et genhør med et af sidste års jubilæumsfestivals store oplevelser, fynboen Nalle, der giver den en god gang blues sammen med sine Crazy Ivans.

De modtog stående applaus ved begge deres koncerter under sidste års festival. Man kan høre gamle kendte blues versioner, fremført med en glød og en spilleglæde, som publikum forstår at værdsætte.

Skagen Festival og Nalle klæder hinanden, så torsdag aften i Skagen Kultur & Fritidscenter og fredag på havnen kan man høre og genhøre nogle af Danmarks bedste musikere - med Nalle i front.

THE CHIEFTAINS (IRLAND) - søndag aften

The Chieftains har i mange år stået på Skagen Festivals ønskeseddel, og nu er det endeligt lykkedes at få dem med på festivalen.

The Chieftains er forbillede for rigtig mange folkemusikgrupper verden over, og her er tale om musikere i verdensklasse. De har optrådt på scener verden over med så kendte navne som Ry Cooder, Bonnie Riatt, Joni Mitchell, Carlos Nunez, The Corrs, Sinead O´Connor, Van Morrison, Sissel Kyrkebø og mange andre.

De er kendte for at have mange gæster med sig på scenen, når de leverer deres forrygende show, og det sker også i Skagen søndag aften til afslutningskoncerten i badmintonhallen. The Chieftains består af Paddy Moloney på uiellan pipes, Matt Molloy på fløjte, Sean Keane på violin, og Kevin Conneff på brodhan. Derudover medvirker bl.a. Jon Pilatzke på violin og Triona Marshall på harpe og keyboards, og bandet har taget dansere med til deres show.

De er også kendt for at overraske ved at invitere forskellige musikere på scenen, som de finder blandt de tilstedeværende, og det sker også søndag aften til afslutningskoncerten.

Gruppen har vundet seks amerikanske grammys, som også understreger kvaliteten af deres musik. Så forvent et spektakulært show søndag aften, som nok aldrig før er set i Skagen.

BETH HART (USA) - lørdag aften i Skagen Kultur & Fritidscenter

”Med albummet "My California" har Beth Hart ikke alene lavet sit bedste. Den før så fortabte sjæl har heller aldrig vært så iørefaldende, personlig og samtidig ligetil ”. Dette citat fra BT´s musikanmeldelse af Beth Harts nye CD fortæller alt (den fik 6 stjerner).

Hun slog igennem med nummeret ”Learning to live” fra albummet ”Leaving the light on” og har siden bare øget sin popularitet, bl.a. med CD´en ”37 days”.

Det er anden gang, hun er i Skagen, og sidst trak hun fulde huse og fascinerede stort med sit sceneshow, så det er virkelig kræs for dem, der kan li´ en god rocksang med et budskab.

ANNE LINNET AKUSTISK BAND – fredag aften i Badmintonhallen

Anne Linnet har tidligere været her med sit rock band, men denne gang er det en akustisk opsætning med Jesper Bo Hansen på keyboard/kor, Mads Wegener på guitar/kor samt Engelina Larsen med korsang.

Anne Linnet har skrevet en perlerække af danske sange, som mange kender og elsker. Og specielt når sange fremføres sarte og i et akustisk lydunivers, kommer de helt ind under huden på publikum. Derfor er Anne Linnet og hendes lille trio tilbage i 2011 i de danske koncertsale med den koncertform, som publikum og anmelderne er så begejstrede for.

Koncerterne er et tilbagekik på Anne Linnets mange, mange store hits, og samtidig vil der blive strøet med et par sange fra hendes seneste succesalbums ”Akvarium” (2007) og ”Anne Linnet” (2008) – albums, der begge har fået Anne Linnet tilbage i superligaen i dansk musik.

Anne Linnet vil til koncerten fortælle anekdoter om sangenes tilblivelse og om epokerne i dansk musikliv. Publikum får også lejlighed til at synge med på nogle af hendes største hits såsom ”Tusind Stykker”, ”Smuk & Dejlig” og ”Barndommens Gade”.

TINA DICKOW - fredag aften i Badmintonhallen

Samme aften, som Anne Linnet optræder, kan man opleve et af Danmarks hotteste navne igen. Tina Dickow fyldte Badmintonhallen forrige år, og hendes succes er jo ikke blevet mindre siden, så mon ikke også der bliver rift om pladserne igen i 2011.

Hun er pladeaktuel med en ny CD lige nu, hvorfor vi forventer at høre en blanding af nye og gamle sange fredag aften i badmintonhallen. Sange som ”Open wide” – ”Count to ten” og ”Nobody´s man” er helt sikkert sange, man kan glæde sig til at høre til festivalen 2011.

Tina Dickow har selv givet udtryk for, at badmintonhallens publikum er et fantastisk publikum, og mon ikke hallens publikum endnu en gang vil kunne sende komplimentet retur.

SCRUM (HOLLAND)

Hollandske Scrum er simpelthen nødt til at komme igen. Begejstringen ville nærmest ingen ende tage, da de væltede Havnescenen og Skagen Kultur og Fritidscenter sidste år.

Tilbagemeldingerne til festivalen berettede, at man nærmest ikke kunne leve uden et gensyn med deres fantastiske musik og show. Det kan man ikke sidde overhørig, så de to nævnte scener får endnu en gang lov til at huse disse ”gale” hollændere. Lyt til ”Amacing Grace” og ”Scotland the Brave”, som man aldrig før har hørt dem.

Scrum har lige udgivet en ny CD, så det er spændende, hvilke numre der nu får nyt liv. Blandt andet viser de en ny side af sig selv på denne CD, hvor de giver en forrygende fortolkning af Dougie McLeans ”Caledonia” – så ballader kan de altså også spille.

Billetsalget starter i maj.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...