Tina Dickow var fredagens bedste i Skagen
Præcis klokken 20 gik konferencier Bente Kure på scenen i Skagen Badmintonhal og fortalte straks, at hun har verdens bedste job. Årets Skagen Festival byder nemlig på et overflødighedshorn af musikalske oplevelser, konkluderede hun.
Hun bød traditionen tro velkommen til Skagens borgmester, Lars Møller, der kaldte festivalen ualmindelig smuk og tiltrækkende af en 41-årig at være. Han ytrede stor respekt for de mange frivillige, og på tørt frederikshavnsk fastslog han, at Skagen Festival er kommet for at blive.
Derefter erklærede han årets festival for åben, inden Bente Kure igen indtog scenen. Denne gang iført guitar og fik den fyldte sal til, at synge med på Per Warming og Jens Rosendals ”Du kom med alt, hvad der var dig”. Det er fast tradition, at man åbner festivalen med en fællessang og man holder på traditionerne på toppen af Danmark.
Det var en dybt beæret Poul Dissing, der i sin karakteristiske stil var første optræden på scenen i Badmintonhallen. Poul Dissing og de seks unge mennesker, som udgør hans band og hvor to af dem er hans egne sønner, spillede nogle smertefulde sang fra 60´erne.. Altså 1960´erne, som den karismatiske sanger tørt konstaterede det. Folk stod og klappede, mens Bente Kure delte en langstilket rose ud til samtlige på scenen og Poul Dissing tog sin afsked med Skagen Festivalen for i år.
Derefter var det tid til, at få lidt frisk luft og måske lige blive tanket op for de mange fremmødte i Badmintonhallen, der også bliver kaldt Skagen Sport Center. Samtidig med det blev scenen inde i salen gjort klar til Anne Linnet med band. En af dansk musiks mest bemærkelsesværdige kvinder gennem en menneskealder. Smuk og dejlig var hun, da hun fremførte sine kendte numre som ”Barndommens Gade”, ”Tusind stykker” og ”Glor på vinduer”.
Med sig på scenen havde Anne Linnet guitaristen Mads Wenger og det var ham, der fik æren af at agere hr. Helmig på sangen ”Ingen anden drøm”. Bagefter fortalte Anne Linnet om, at det jo er en sang hentet fra lydsporet til filmen ”Den kroniske uskyld” fra midt i 80´erne. ”Dengang lavede jeg den sammen med en meget ung Thomas Helmig og på det tidspunkt var Mads ikke engang født endnu. Jeg slider dem op generation efter generation”, fortalte Anne Linnet med et glimt i øjet og til stor morskab for de fremmødte. Igen blev der delt langstilkede roser ud af Bente Kure. En fin gestus til de udøvende efter deres optrædener.
”Hun er en af de største stjerner, der lyser klarest på den danske musikscene”, proklamerede Bente Kure om aftenens sidste musikalske indslag. Intet kunne være mere rigtigt. En kunstner, der kan det der med, at være inderlig og nærværende. Hun er fantastisk og meget stilsikker.
Tina Dickow indtog scenen alene med sin guitar og fortalte, at det var skønt at være tilbage i Skagen. Der blev givet fortolkning af Leonard Cohen og Bob Dylan fra dengang det var legalt, at skrive sange om frihed og retfærdighed uden at det lød patetisk. Sange hentet fra hendes egne musikalske helte.
Hun havde straks hele salen i sin lille hule hånd og var helt klart aftenens bedste præstation. Halvvejs inde i sættet præsenterede hun salen for Helgi Jonsson, som efterhånden er blevet hendes faste makker gennem de seneste tre år. Inden Tina Dickow og hendes islandske makker fik deres fortjente langstilkede roser, serverede de hits som ”Open Wide”, ”Room with a view” og ”Count to Ten”. Hendes Pariser-sang ”Sacre Coeur” og ”No time to sleep” var aftenens sidste sange på den officielle åbningsdag på årets udgave af Skagen Festivalen.





































