Gå til hoved-indhold
29. marts 2011 - kl. 05.03

To kommunale topchefer sygemeldte med stress

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Kultur- og fritidschef Thomas Østergaard, Frederikshavn Kommune, er langtidssygemeldt.
Af: Kanal Frederikshavn

To topembedsmænd i Frederikshavn Kommune er langtidssygemeldte med stress. Det drejer sig ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger om ældrechef Hanne Bjørnlund og kultur- og fritidschef Thomas Østergaard.

Frederikshavn Kommune ønsker ikke at bekræfte Kanal Frederikshavns oplysninger.

- Det har jeg ingen kommentar til. Menneskers sygdom er deres private sag, siger kommunaldirektør Jane Wiis.

Hanne Bjørnlund blev syg kort tid efter, at Frederikshavn Kommune valgte at genopslå stillingen som socialdirektør. En stilling, som hun længe var favorit til. Det vil sige, at kommunen p.t. er uden ældrechef, mens direktør for Centralforvaltningen og Børne-og Kulturforvaltningen, Heidi Becker-Rasmussen, indtil videre vikarierer som socialdirektør.

Thomas Østergaard har været kultur- og fritidschef siden 1. august 2009. Han har sat mange spændende skibe i søen. KariZma-projektet og Stützpunkt Nord er bare to af flere interessante udspil fra den dygtige og karismatiske kultur- og fritidschef.

Nyheden om de to langtidssygemeldte topembedsmænd kommer få dage efter, at to tillidsrepræsentanter i Frederikshavn Kommune rettede et skarpt angreb mod viceborgmester Peter Nielsen (C). Han har ifølge de to tillidsfolk udtalt, at borgerne stort set ikke mærker, at Frederikshavn Kommune i årene 2009 til 2011 skærer fem procent (ca. 100 mio. kr.) af de samlede driftsudgifter.

"På flere områder har vi en hverdag, der gør, at vi ikke kan få enderne til at hænge sammen. Og det arbejdspres vi udsættes for i relation til regler og fortolkninger fra regeringen og andre instanser, det tager vi på os, fordi vi er ansvarlige medarbejdere, der rent faktisk er stolte af vores arbejdsplads Frederikshavn Kommune", skrev de to tillidsrepræsentanter i et indlæg på Kanal Frederikshavn.

Den socialdemokratiske byrådsgruppe ønsker på onsdagens byrådsmøde at få svar på, om borgmester Lars Møller bakker sin viceborgmester op i hans udtalelse om, at reduktionen ikke betyder ringere service, og at reduktionen på det administrative område ikke kan mærkes af borgerne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...