Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
04.03.2021 | Af: Michael Frederiksen

To mænd tiltales for drab - britisk kvinde løsladt

De to svenske mænd på nu 53 år og 45 år er tiltalt for at have dræbt den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen på denne landejendom ved Nielstrup. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi rejser nu tiltale mod to mænd for at have dræbt en 39-årig mand på en landejendom på Rendborgvej ved Nielstrup mellem 9. og 11. maj 2020. Sagen er berammet i Retten i Hjørring i juni og juli 2021.

 

De to mænd på nu 53 år og 45 år er tiltalt for i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have dræbt den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen og behandlet hans lig usømmeligt ved at have afgivet flere skud mod ham med håndskydevåben og efterfølgende at have lagt ham på et brændende bålsted.

De to mænd tiltales således efter straffelovens § 237 om manddrab og straffelovens § 139, stk. 1 om usømmelig behandling af lig. Desuden tiltales den 53-årige for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1 om hærværk, fordi det er anklagemyndighedens opfattelse, at han 10. maj 2020 skød og dræbte offerets hund, hvorpå den blev begravet.

Herudover nedlægger Anklagemyndigheden påstand om konfiskation af flere effekter, blandt andet en række skydevåben og en hel del ammunition.

Anklagemyndigheden har endvidere taget forbehold for, at der vil blive nedlagt påstand om udvisning af de tiltalte, som begge er svenske statsborgere.

Specialanklager ved Nordjyllands Politi, Kim Kristensen, skal føre sagen i Retten i Hjørring til sommer – en sag, der har været undervejs et stykke tid, og specialanklageren udtaler i den forbindelse:

- Det har været en langvarig, grundig og kompliceret efterforskning, der nu har fundet sin afslutning – og det er udmøntet i en tiltale mod de to personer.

Hovedforhandlingen i sagen er berammet til 18. juni og 23.-25. juni 2021 samt 5. juli og 7.-9. juli 2021.

Begge de tiltalte forbliver varetægtsfængslet frem til domsafsigelsen, og sagen kommer til foregå som en nævningesag, med mindre de tiltalte ønsker sagen behandlet under medvirken af domsmænd.

En 47-årig britisk kvinde har tidligere – fra 15. maj 2020 og frem til 11. september 2020 – været varetægtsfængslet i sagen. Kim Kristensen oplyser i den forbindelse at påtale for medvirken til drab blev opgivet i relation til kvinden i sidste uge.

- Det har været en kompliceret sag at efterforske, og derfor har det taget særligt lang tid at få afdækket blandt andet kvindens rollen i forløbet, og efterforskningen har ikke tilvejebragt noget bevis for, at hun har haft en rolle i forbindelse med drabet. Derfor er der sket påtaleopgivelse, siger specialanklageren.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Per Frank Paulsen, TV2 Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close