De frivillige fra Kræftens Bekæmpelse og Arndt Hyttel er blandt de nominerede. Billedet her stammer fra arrangementet Stafet for Livet.
Torsdag 13. januar kl. 16.00 til 17.30 uddeler Frederikshavn Kommunes sundhedsudvalg en særlig sundhedspris og en tilsvarende frivillighedspris.
I den anledning er alle nominerede og deres prisindstillere inviteret til prisoverrækkelse og reception i foyeren i Det Musiske Hus. Fem kandidater/foreninger er nomineret til frivillighedsprisen og tre er nomineret til sundhedsprisen. Sundhedsudvalgsformand Anders Broholm vil afsløre, hvem der skal modtage priserne og vil motivere, hvorfor netop de er blevet udvalgt som værdige prismodtagere.
- Frederikshavn Kommune har en ambition om at blive Nordjyllands sundeste kommune, og derfor indstiftede Sundhedsudvalget de to priser, der blev overrakt for første gang sidste år, siger sunhedsudvalgsformand Anders Broholm.
- Vi vil gerne påskønne nogle af de mange mennesker, der med stor ildhu og entusiasme er med til at føre kommunens sundhedspolitik ud i livet, fortsætter Anders Broholm.
I år har Sundhedsudvalget valgt, at fokusområdet er motion, og i forbindelse med prisoverrækkelsen afslører Anders Broholm, hvad næste års tema bliver.
De nominerede til Sundhedsprisen: Ove K. Madsen De Frivillige fra Kræftens Bekæmpelse FG 90, Hanne Enevoldsen
Også det frivillige arbejde bliver påskønnet ved samme lejlighed.
- I Frederikshavn Kommune har vi heldigvis mange mennesker, der bidrager med en stor frivillig indsats, og på den måde er de mange frivillige med til at sprede glæde hos mange mennesker. Vi tror på, at det frivillige arbejde har stor betydning for manges livskvalitet, og med prisen er vi samtidig med til at skabe opmærksomhed om det frivillige arbejde, pointerer Anders Broholm.
- Vi håber, at det kan det få endnu flere til at engagere sig, og måske være med til, at gode erfaringer deles mellem de mange frivillige, fortsætter Anders Broholm, der har fået mange tilkendegivelser om, at det at være frivillig et et meget givende hverv, som giver mange glæder for alle parter.