Tomme butikker i Havne-gade: Så gør dog noget!
Tidligere handelschef Jørgen Christensen har skrevet dette indlæg: Jeg har været på besøg i Havnegade - Frederikshavns ansigt, som ses af vores nordiske gæster, der ankommer med færgerne. Havnegade har flere tomme butikker end butikker med liv og handel. Vi kan ikke være bekendt at vise dette kedelige ansigt frem for vores gæster.
Lad handelsskolens elever bruge deres kreative evner i de tomme vinduer og lokaler til at skabe nogle spændende og inspirerende udstillinger. Få vores amatørkunstnere til at lave spændende udstillinger, malerier, skulpturer, keramik, glaskunst, ferniseringer og så videre.
I vinduerne kan der så være henvisning og kort til butikkerne og eventuelt telefonnumre til kunstnerne. Når så Havnegade har fået sit smilende og inspirerende ansigt tilbage, kan der tages fat på Danmarksgades tomme butikker og videre til den nordlige ende af gågaden.
Jeg er sikker på, at det vil smitte af på handelslysten, og det vil også være lettere at leje lokalerne ud, når de står flotte og venlige frem, og så får vi stoppet den negative snak om krisetider. Det er selvforstærkende.
Tilbyd også de tomme lokaler til foreningsaktiviteter, udstilling, optræden/aktiviteter foran lokalet. Det vil skabe liv og også fremme kendskabet til de mange spændende og sociale foreninger, vi har i kommunen og samtidig skabe liv i gaderne.
Brug et centralt lokale til en stor markedsføring af planlagte aktiviteter, synliggjort med udstilling, plancher, billeder, kalender og kort over begivenhederne. Der må gerne være åbent, så vi også derfra kunne servicere byens kunder. Her kunne Stener Glamanns frivillige korps træde til.
Synliggørelsen af aktiviteterne skal også gælde for, hvad der sker i byen, på biblioteket, i svømmehallen, Det Musiske Hus, Maskinhallen, biografen, Fun House, Knivholt, Bangsbo-området og så videre.
Dette er en af mine kæpheste, så hvis vi markedsfører alle aktiviteterne samlet, vil vi synliggøre den store mængde af spændende oplevelser, som sker i Frederikshavns nærområde - så er der ingen, der har tid og lyst til at køre udenbys.





































