Topevent ApS i Vangen under tvangsopløsning
OPDATERET KL. 11.45: Topevent ApS i Vangen er under tvangsopløsning. Anmodningen blev sendt for tre uger siden til Skifteretten i Hjørring.
Et selskab kan tvangsopløses, hvis der mangler en lovlig ledelse eller revisor, eller hvis selskabet har undladt at indsende årsregnskab eller har tabt en del af sin kapital.
Topevent ApS blev stiftet i oktober 2011 af frederikshavneren Leo Birk Christensen, som bor i Oslo. Henrik Røde Jensen var firmaets direktør, drivkraft og ansigt udadtil.
Topevent Aps så dagens lys umiddelbart efter, at Topevent.dk ApS gik konkurs i efteråret 2011. Det var Topevent.dk ApS, som blandt andet skaffede Bill Clinton til Frederikhavn, Bergen, Tromsø, Oslo og Aarhus.
Leo Birk Christensen har alle årene været den pengemæssige bagmand i både Topevent.dk ApS og Topevent ApS. Han udtrådte dog af bestyrelsen i juni sidste år, og ifølge norske medier er han i økonomiske problemer.
Dagens Næringsliv skriver, at Leo Birk Christensen har lavet fiktive fakturaer for 54 millioner norske kroner i virksomheden Fasadecompagniet, som gik konkurs i 2014. Bobestyrer Per Omreng mener, at motivet kan have været momsrefusion.
Han fortæller til avisen, at der er opdaget fakturaer på 54 millioner kroner fra to mindre selskaber. Disse regninger er dog ikke blevet betalt, og arbejdet er heller ikke blevet udført. I stedet er regningerne blevet krediteret, efter at Fasadecompagniet har fået momsrefusion. De to små selskaber eksisterer ikke længe.
Henrik Røde Jensen ville først ikke kommentere nyheden, men siger nu i en kommentar:
- Kanal Frederikshavn blander æbler og pærer sammen. I sammenkobler mig og en gammel artikel i den norske avis Dagens Næringsliv, der handler om Leo Birk i Oslo. Jeg har intet med den sag at gøre. Og den har slet ikke noget at gøre med min afvikling af mit eget firma Topevent ApS. Jeg kører nu alle mine aktiviteter personligt, udtaler Henrik Røde Jensen.
Topevent havde kontor i Vangen og åbnede for tre år siden en afdeling i Aarhus - læs mere her.






































