- Vores gæster vil have konkrete, spændende forslag til oplevelser i hånden, siger turistchef Inger Grund Petersen, formand for brandingudvalget "Lysets land" i Toppen af Danmark.
Selv om sneen stadig daler, har Toppen af Danmarks turistbureauer længe haft travlt med at forberede den kommende turistsæson. I dag oplyser Toppen af Danmark, at guiden "Lysets Land" er kommet på gaden.
Der laves lokale guider, planlægges aktiviteter, bookes kortere eller længere ferier og annonceres via større udenlandske kampagner for at gøre opmærksom på de mange spændende oplevelsesmuligheder i "Lysets Land".
Rejselivsmesserne i Tyskland, Danmark, Sverige og Norge står for døren, og det populære fælleskatalog for Toppen af Danmark, Guiden "Lysets Land", er netop kommet på gaden. Og der er rift om de første eksemplarer:
Det fælles website www.lysetsland.dk er selvfølgelig en grundlæggende brik i markedsføringen af både overnatningsmuligheder, begivenheder og oplevelser hele året rundt, men spådommen om, at internettet efterhånden ville overtage den trykte guides funktion, holder bestemt ikke.
- Vores gæster vil have konkrete, spændende forslag til oplevelser i hånden – og præsentationen skal være visuelt inspirerende, så æstetikken er meget vigtig i vores bestræbelser på at tilbyde vores potentielle gæster den perfekte ferie. Derfor er det vigtigt for os at have guiderne klar forholdsvis tidligt på året. Og vi ved af erfaring, at vi i de kommende tre måneder vil få rigtig mange bestillinger på guiden via internettet som følge af de kampagner og messer, vi deltager i netop nu, fortæller turistchef Inger Grund Petersen, formand for brandingudvalget "Lysets land" i Toppen af Danmark.
Guiden fortæller både om de forskellige turistområders særlige tilbud og som med ca. 500 temaopdelte oplevelser med overskuelige oplysninger om åbningstider og adresser i hele området er et fint redskab til at opleve Toppen af Danmark med det særlige lys, der berettiger området til at kalde sig Lysets Land.
- I løbet af foråret udgiver vi desuden et fantastisk katalog over børnearrangementer "Toppen i Børnehøjde" og fortællearrangementer under overskriften "Arrangementer - Den Gode Historie". Turistbureauerne indsamler netop nu arrangementer hertil, så alle, der tilbyder børnearrangementer og fortællearrangementer, er velkomne til at henvende sig på deres lokale turistbureau, så vi sammen kan få oplevelserne formidlet videre, siger turistchef Inger Grund Petersen.