Tordenskioldsdage rykker indendørs på Knivholt
Tordenskioldsdage præsenterer som noget nyt i år en række vinter-events på Knivholt. Der er arrangementer for hele familien og virksomheder.
Fredag 25. og lørdag 26. november indbydes private, virksomheder og andre grupper til Tordenskiold & Træsko. Det hele foregår og iscenesættes naturligvis i Knivholts historiske rammer af Tordenskiolds Soldater Fladstrand.
- Og vi har allieret os med nogle af de bedste lokale kunstnere, mener Jan Michael Madsen fra Tordenskioldsdage.
Arvid og Natmændene spiller op til dans begge aftener, og fredag er der desuden underholdning ved Tina Siel og Knud Erik Thrane, mens det er Tina Gillberg & Trækdyr i Træsko, som supplerer om lørdagen.
Aftenens røde tråd er en stærk storytelling om soldaterne, som netop på Knivholt ventede på afskibning til Norge under Store Nordiske Krig i 1717. Historien tilsættes ovennævnte underholdning og en flot vinterbuffet, serveret af Karsten Andersen, kendt fra bl.a. kroen "Døde Anders" under Tordenskioldsdage.
Søndag 18. december er det børnenes dag på Knivholt. Her er det muligt at opleve børneskuespillet fra årets Tordenskioldsdage: "Året er 1717".
- Folkemusikerne Trækdyr i Træsko fortæller samme dag om musik på Tordenskiolds tid, og vi synger sammen fra Tordenskioldsdagenes sangbog, fortæller Jan Michael Madsen.
Tilmelding til alle arrangementer sker til mail@jettelyng.dk.





































