Hanne Boesen er instruktør, og børnene er i fuld gang med at øve sig.
Tordenskioldsdagenens børneteater - "Commedia del Arte" - er allerede i fuld gang i Tordenskiolds By på havnen. Børn fra Frederikshavn Kommune i alderen 8-13 år kan medvirke. Godt 25 medvirkende børn er i gang med øvelserne - og der er plads til flere.
Har du en modig søofficer eller en fin adelsdame i maven, er der mulighed for at få denne drøm opfyldt sidste weekend i juni og samtidig lære lidt historie.
Ligesom sidste år kan alle interesserede børn i Frederikshavn Kommune op til 13 år komme med i det spil, som opføres i Commedia del Arte på havnen under Tordenskioldsdage.
Som noget helt nyt i år skal børneteatergruppen efter al sandsynlighed også opføre deres spil - Året er 1717 - i Göteborg under Kulturkalaset i august.
Året er 1717 er titlen på børnespillet, som er baseret på idéer fra det allerførste spil fra Tordenskioldsdagenes start i 1998. Flækken Fladstrand danner ramme om historien, som i denne nye udgave er re-writed af den lokale forfatter Susanne Grandt Jakobsen.
Til at styre tropperne frem til premieren har Hanne Boesen i år taget instruktørstokken i hånden og "pædagogisk producer" Tommy Hansen er iscenesætter.
Har man lyst til at medvirke, er det altså nu, man skal melde sig under Tordenskiolds faner. Kontakt Tommy Hansen på telefon 2297 4327 eller hanne@overgaard.mail.dk.