Torsdag: Tommy Kenter serverer ægte latter
Torsdag 2. december er der garanti for et langt og godt grin i Det Musiske Hus. Frederikshavn Teaterforening præsenterer Tommy Kenter i et utraditionelt show.
Den folkekære skuespiller bevæger sig hjemmevant rundt i humoristen Finn Søeborgs univers. Forfatteren Finn Søeborg (1916-1992) skrev en lang række underfundige og satiriske fortællinger om samfundets skrankepaver, stille eksistenser og skæve personligheder. Via ord, toner, sketches og billeder vil 60-årige Tommy Kenter præsentere de mange facetter af Søeborgs forfatterskab.
I forestillingen fremfører Tommy Kenter alle de Finn Søeborg-figurer, som man som publikum bliver præsenteret for i bøgerne. Selv om Finn Søeborg døde i 1992, får han i forestillingen et par ord at skulle have sagt.
Tommy Kenter byder nemlig også på alt fra diasshow over filmklip til sketches og musik. Med vanligt musikalsk og humoristisk vid guider Tommy Kenter publikum igennem et tragikomisk univers af ”almindelige” mennesker.
Lad os erindre, hvad Finn Søeborg selv sagde om humor: "Den ægte humor er den, som fremkalder den latter, der kommer gråden i forkøbet".
I pausen vil der være en spændende overraskelse, idet Restaurant Frank's dukker op i foyeren.
Læs på www.frederikshavnteaterforening.dk





































