Træner: - Vi spiller bedst, når det ikke forventes
Inden aftenens udekamp mod Henrings danske mestre gør White Hawks' cheftræner, Henrik Christiansen, her status efter 16 kampe spillet i AL-Bankligaen. Det gør han med mange roser til spillerne, hvor især de to nyerhvervede tilskrives en stor del af den fremgang, som er opnået her i anden runde. Christiansen kommer endvidere ind på, at bøtten vendte for White Hawks, da de oplevede, hvor sårbare de i grunden var, da Christian Nordentoft bebudede sit farvel til klubben.
Med tre sejre i streg rundede White Hawks anden runde af i på fornem vis – men samlet set er White Hawks lige vidt efter 16 kampe, som de var efter otte kampe. Det er nemlig lykkedes høgene at få 11 point i første runde (otte kampe) og igen 11 point i anden runde (otte kampe). Dog virker det alligevel som om, at anden runde var meget bedre end førte runde, når det nu er tid til at lave en lille status på situationen for White Hawks.
- Jeg er faktisk tilfreds med spillerne. Jeg føler, at de udstråler meget mere gå på mod og vilje – samtidig med, at de også er begyndt at komme mere med ind i de små nærkampe på isen, fortæller en tilfreds cheftræner.
Christiansen kommer desuden ind på, at erhvervelsen af Jakub Rumpel og Kristoffer Jonsson har gjort forskellen i det spillemæssige og ikke mindst i antrittet på isen:
- Jakub er en sand energibombe af den anden verden. Han er her der og alle vegne. Han går måske efter for mange pucke, men han sætter skub i det, hver gang han er på isen med sit gode antrit, gejst og gå på mod. Kristoffer er vel nok den bedste undertalsspiller, vi har, der er han utrolig stærk og lukker alle de trælse huller og holder defensiven uhyre godt.
Normalt siges det, at nordjyder er nogle beskedne størrelser, men den vendsysselske cheftræner har flere roser til bl.a. canadierne, som han stadig mener har holdt et udmærket niveau igennem anden turneringsrunde. Dog er danskernes præstationer også faldet i cheftrænerens øjne, selv om denne har været præget af skader til bl.a. Rasmus Bjerrum og Kennie Christensen:
- En mand som Nikolaj Nedermark er vokset utrolig meget i den tredjekæde og gør virkelig et godt stykke arbejde. Steffen Klarskov er også kommet rigtig godt igen og er begyndt at bide godt fra sig og scorede også her for nylig.
Det frederikshavnske forsvar er ifølge Henrik Christiansen blevet gradvist bedre og bedre, og det tilfredsstiller cheftræneren meget at se defensiven er kommet bedre med end starten af sæsonen – hvor næsten hele holdet virkede som et vaklende korthus, der kunne kollapse når som helst. Især den negative omtale er ikke noget, som hjalp på situationen dengang, og det hele toppede ifølge cheftræneren ved Christian Nordentofts exit fra klubben. Dog giver Henrik Christiansen udtryk for, at dette fik en uventet positiv effekt på høgene:
- Her gik det for alvor op for drengene, hvor sårbare vi egentlig var – og det fik os alle til at rykke endnu tættere sammen som et hold, og det har haft en stærk positiv virkning på hele holdet. Vi dur åbenbart ikke til at være blandt ”favoritterne”. Vi spiller bedst, når det ikke forventes, og vi ikke er i fokus, konstaterer cheftræneren.
Mon ikke også, at roen på holdet lidt kan tilskrives, at Henrik Christiansen i længere tid har holdt fast i nogenlunde de samme kæde konstellationer – bortset fra, når der har været skadet spillere. Christiansen fortæller endvidere, at han var nødsaget til at fortage mange ændringer i starten for at finde de rette sammensætninger – men det har ikke altid været lige let:
- Hvis ikke du vinder, er du nødt til at gøre noget, og gør jeg ikke noget, er jeg en idiot, men jeg også en idiot, når jeg endelig gør noget. Vi nordjyder er ikke altid lige lette, siger Henrik Christiansen med et lille smil på læben.
Trods alle roserne ser White Hawks’ træner stadig muligheder for forbedringer i spillet. Der bliver efter trænerens mening stadig lukket for mange mål ind – også skal de være mere effektive foran mål og udnytte de chancer, der opstår. Cheftræneren har stadig tankerne på en top 4 placering i grundspillet således, at hjemmebanefordelen er til høgene i kvartfinalen. Hvorefter Christiansen får spørgsmålet, om det så er Rødovre de helst vil møde igen i år i kvartfinalerne:
- Ja, ellers tager vi bare SønderjyskE, siger en smilende og munter Henrik Christiansen afslutningsvis.





































