Gå til hoved-indhold
05. juni 2017 - kl. 21.06

Tre point i Sæby sikrede Skagen pizza på Empire

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 4
    Lasse Nyeng, Skagen IK, blev kåret til Kampens Spiller. Se video i bunden af artiklen.
Af: Michael Frederiksen

VIDEO: Med en sejr på 4-2 ude over IF Skjold Sæby satte Skagen IK sig søndag aften på tredjepladsen i Nordjyske Bank Ligaen. Holdet kan nu se frem til en hyggelig aften på Empire med pizza og sodavand!

For hjemmeholdet betyder det femte nederlag i træk, at holdet nu står foran en nedrykningsgyser af de helt store. Fredag aften afslutter IF Skjold Sæby foråret ude mod Strandby/Elling/Nielstrup IF. Taber Sæby dette opgør, rykker holdet ned i serie 3.

Sæby kunne med en sejr i dag have sikret sig 90 procent i serie 2. Det var dog ikke til at se i første halvleg, hvor Skagen IK var bedst. Allerede efter tre minutter scorede Brian Eggert til 1-0. For bare seks dage siden var Brian Eggert tilskuer til Skagens hjemmekamp mod Østevraa IF. En konflikt med træner Jan Wrensted gjorde, at sæsonen var færdig for Eggerts vedkommende. Men der er åbenbart blevet slugt nogle kameler i ugens løb...

Brian Eggert var på pletten igen i det 31. minut. Her scorede han til 2-1. Målet faldt halvandet minut efter, at Jeppe Hørbye Jacobsen havde udlignet på Dennis Poulsens fine forarbejde i højre side.

I anden halvleg var rollerne byttet om. Sæby sad på spillet, men producerede for få chancer. Som kampen skred frem, blev Skagen farligere og farligere i kontrafasen, og i det 84. minut sendte Kasper Sørensen bolden i nettet med et fladt spark fra kanten af feltet midt i en kraftig haglbyge. Kasper Sørensen scorede to minutter senere også til 4-1, inden Mikkel Hansen reducerede til slutresultatet.

Med to oplæg og to mål var Kasper Sørensen en seriøs kandidat til Kampens Spiller. Det samme var Brian Eggert med to mål i sit "comeback". Vi valgte dog Lasse Nyeng, som kamp efter kamp kæmper energisk på midtbanen. Det gjorde han også i aften, hvor han kom i vejen for mange bolde. Høje Rasmus Rump gjorde det også godt i forsvaret.

Med sejren er Skagen IK kun to point efter Østervraa IF på andenpladsen i serie 2-puljen. Skagen har spillet en kamp færre, så sejre på fredag hjemme mod topholdet FfI og lørdag 17. juni ude mod Hjørring Frem vil betyde, at skagboerne bliver nr. to i puljen.

I Nordjyske Bank Ligaen er Skagen tre point foran Sæby. De to hold kan stadig slutte á point, men i givet fald er Skagen bedst indbyrdes (3-1 til Sæby i Skagen og 4-2 til Skagen i Sæby).

Vi gør igen opmærksom på, at stillingerne i serie 2 og Nordjyske Bank Ligaen er forskellige. Kampene for de to Hjørring-hold tæller ikke med i kommunemesterskabet.

<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2FNordjyskeBankLigaen%2Fvideos%2F418554531863454%2F&amp;show_text=0&amp;width=560" width="560" height="315" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowtransparency="true" allowfullscreen="true"></iframe>

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...