De flotte resultater strømmede ind til Frederikshavn Skøjteforening (FSF), som i weekenden havde fire løbere med til konkurrencen Isblomst i Herlev.
Konkurrencen begyndte allerede fredag med træning, og så blev der skøjtet løs frem til søndag eftermiddag.
I gruppen Springs mellem 10 og 12 år havde FSF Cecilie Dreier og Malene Andersen med. Pigerne klarede det super flot i en gruppe med 19 deltagere, hvor Cecilie Dreier fik en førsteplads og Malene Andersen en tredjeplads. De frederikshavnske piger havde en høj sværhedsgrad i deres programmer med flotte piruetter og dobbeltspring.
I gruppen Debs under 13 år deltog Camilla Henriksen, og hun fik en samlet andenplads efter en førsteplads i det korte program og en andenplads i det frie program. Camilla præsterede imponerende piruetter og spiralserier.
I gruppen Cups mellem 8 og 10 år deltog Mia H. Petersen. Her var der 23 deltagere og Mia opnåede en 15. plads.
FSF’s træner Elena Volokhova var glad for resultaterne og er allerede i arbejdstøjet igen.
Cecilie Dreier er som danmarksmester i sin gruppe udtaget af Dansk Skøjteunion til den internationale konkurrence "Volvo Open Cup" i Riga i slutningen af denne måned.
Derudover afvikler FSF forårskonkurrence for 250 løbere i midten af marts. Så både skøjteklubben FSF og skøjteløberne går et travlt og spændende forår i møde.