Trods nederlag på 0-2: Skamroser sine spillere
Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.08.2017 | Af: Michael Frederiksen

Trods nederlag på 0-2: Skamroser sine spillere

VIDEO: - Jeg er meget tilfreds med spillernes indsats og indstilling. Vi manglede otte stamspillere i forhold til foråret og havde syv debutanter med. Det er sjældent, at man roser sit hold, når man taber, men jeg har skamrost spillerne i omklædningsrummet.

 

Sådan lød det fra cheftræner Jan Wrensted, Skagen IK, efter holdets 0-2-nederlag fredag aften i sæsonpremieren i serie 2 ude mod Østervraa IF.

Syv spillere fra startopstillingen har forladt Skagen IK i sommerpausen. I de to første kampe må holdet desuden undvære sin karantæneramte anfører, Michael Pedersen. Set i det lys leverede de blåklædte gæster en fin præstation i Østervrå. Faktisk skulle der et tvivlsomt straffespark til i det 42. minut, før hjemmeholdet fik hul på bylden. Heisam Mohamed fældede Martin Olesen, men forseelsen foregik - mente mange - uden for feltet. René Kiil scorede til 1-0, selv om Skagens debuterende keeper, Julius Reese, gik til den rigtige side.

René Kiil gjorde det også til 2-0 i det 59. minut, hvor han resolut huggede en løs bold i feltet op i det forreste målhjørne. To præcise kasser af Kiil, som blev kåret til Kampens Spiller i Danske Bank Braget.

Østervraa IF dominerede hovedparten af kampen, men som anden halvleg skred frem, blev Skagen farligere. Andreas Degn ramte stolpen med et overrumplende langskud, og Mathias Sørensens fine forsøg blev flot reddet af hjemmeholdets kun 16-årige debutant i målet, Marko Mæhle.

- Han gjorde det fremragende. Han har højden og drøjden til at spille seniorfodbold, og han står igen på onsdag i Flauenskjold, men ellers er det meningen, at han skal spille U19 med sine kammerater, oplyser Jesper Nielsen, cheftræner i Østervraa IF.

Han var tilfreds med sejren og glædede sig over, at ØVI holdt nullet. Til gengæld var han utilfreds med, at hjemmeholdet ikke formåede at lægge et større offensivt pres på det urutinerede Skagen-mandskab.

- Der går et par uger, før vi er i fulde omdrejninger. Når vi kommer det, bliver vi også farligere offensivt, vurderer Jesper Nielsen.

Efteråret byder for Skagens vedkommende på et større generationsskifte. Jan Wrensted har mistet flere rutinerede spillere, og afløserne er hentet op fra forårets U17-hold.

- Vi skal nok komme på tavlen, og vi håber selvfølgelig, at vi overlever i serie 2, men der vil komme nogle slag ind imellem med så mange unge på holdet, vurderer Skagen-træneren.



 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close